… men som vi deler.
I weekenden holdt jeg danseworkshop for tyve modige kvinder.
Temaet var skam.
Jeg husker tydeligt da jeg skulle skrive introen til workshoppen og hvor svært det var.
For skam er jo ikke et festfyrværkeri der vækker glæde og lysaligheder galore.
Tværtimod, så rummer skam, alt det vi sjældent siger højt.
Alt det vi tror, vi er alene om at føle og skamme os over
Hvad er skam?
Der er meget spændende at sige om skam og det er ikke en lille cocktail, men snarere en delikat en af slagsen, der trækker tråde til både selvværd, skyggesider, indre kritiker, feminin essens, parasympatisk nervesystem og følelser som afsky, væmmelse, forlegenhed, pinlighed og meget mere.
Lars J. Sørensen, definerer skam således: 'Skam er nærvær, der er blevet gjort forkert.'
Giv det en tanke… hvornår er du blevet gjort forkert?
Gjort forkert af en af dine omsorgspersoner, det kan være mor, far, bedsteforældre, søskende…
Man kan tit oversætte at blive skældt ud med at blive skammet ud og så begynder eksemplerne tit at dukke op.
Wall of shame - del din skam
Jeg bad i søndags kvinderne om at være ekstraordinært modige. Mest for deres egen skyld og for hinandens.
Jeg bad dem om at dele deres skam med hinanden.
Og skrive det ned.
For skam kan ikke overleve empati, at blive kastet lys på og at blive kigget på af kærlige øjne.
Brené Brown, som er en af mine store inspirationer, en Amerikansk forsker, som har specialiseret sig i skam, sårbarhed og den måde i connecter som mennesker, siger omkring skam:
‘Where we struggle with perfectionism, we struggle with shame’
‘The best antidote to shame, is empathy’
Til gengæld så vokser skam når vi ikke snakker om den, hemmeligholder den og fordømmer den. Både når vi fordømmer vores egen skam og andres.
Og måske den fordømmelse vi har overfor os selv, er den værste.
Det kvinderne skrev ned omkring skam, hang jeg op.
Noget af det, deler jeg med dig her, for det kvinderne i søndags oplevede, var at de ikke var alene.
Du er heller ikke alene med din skam.
Det du skammer dig over, som du muligvis tænker at du er den eneste der skammer sig over, tør jeg godt garantere dig for, at det er der også andre der gør.
Kvinderne, inklusiv jeg selv skrev blandt andet der her, 'Jeg skammer mig over…
... at jeg spiser uden at jeg er sulten’
... mit udseende’
... at min far var alkoholiker’
... at min mor forlod mig’
... at jeg ikke er taknemmelig for min mand, som alle andre siger er perfekt’
... at synes at min kæreste er pænere end mig’
... at ikke stole på min intuition’
... at ikke træne nok’
... at jeg har fået en blodprop’
... at jeg skammer mig’
... at være dygtig’
... min krop’
... at blive ældre’
... at ikke være tilstrækkelig’
... at jeg ikke er en god nok veninde, søster, kæreste, datter…’
... at jeg ikke har haft en kæreste’
... mit valg af kærlighed og det mislykkedes parforhold’
... at jeg er en kvinde, der ikke ønsker børn’
... at jeg er jaloux på min søster’
... at ikke være god nok’
Jeg vil æde min gamle sommerhat på (som min far siger), at der er i hvert fald et par af punkterne ovenfor, som du kan nikke genkendende til.
Så lad os snakke meget mere om skam.
For sagen er, at hvis ikke du gør noget ved din skam, så gør den noget ved dig.
Den begrænser dig og ultimativt set, som Lars J. Sørensen skriver, begår den og du sjælemord på dig selv.
Dansen er for mig det mest konfronterende og jeg elsker at arbejde med bevægelse og dans, for at få tilgang til vores traumer, vores skyggesider, skam og alt det andet bullshit der står inde i kosteskabet.
Rent personligt, er det som om dans og min krop er et fasttrack til at få nemmere og hurtigere adgang til det der gør ondt.
Nyd din dag - nyd dig selv - hyld dig selv!
Nå ja… og et godt tip til dig der vælger at lytte, med kærlige øjne og åbent sind, til en der fortæller om sin skam:
Du skal ikke fikse noget, du skal bare lytte og være der
Undgå at sige ‘Du har da ikke noget at skamme dig over…’ for lige i det øjeblik, gør du det faktisk forkert at vedkommende skammer sig. Og så er der sgu dobbelt op på lort & lagkage :)
Kærlig hilsen
Kirk Rønler
