Kolde vintergys i DGI-byen i København

Kirk Rønler anmelder saunagus

Vinden suser og kulden bider i kinderne da jeg drejer rundt om hjørnet ved DGI-byens indgang i København på Vesterbro. 
Jeg skal til saunagus og lidt som med de andre ting jeg skal prøve i samarbejde med DGI-byen, så ved jeg ikke hvad det går ud på, for jeg har ikke prøvet det før.
Jeg stiller med vilje ikke super mange spørgsmål inden og undersøger tusind ting om hvad det er. Det giver tit en forventning til hvordan det skal være og jeg vil hellere gå ind til det med åbent sind og helt nysgerrigt gå på opdagelse.

Det er første gang i lang tid at jeg er i DGI-byen, men duften af klor og lyden af glade badegæster er ikke til at tage fejl af. Det er et miljø hvor jeg med en fortid som konkurrencesvømmer har brugt rigtig meget tid. Men nu er det nydelse der står på programmet og ikke ydelse. Ahhh!
Saunagus tager omkring en times tid og der er ligesom to heat, hvert med 3 dufte.
Jeg bliver mødt af en sød Gusmester. En Finne, som det viser sig er stolt af sit ophav og som tager os med på en finsk udgave af saunagus.
Jeg sætter mig til rette i saunaen og nyder at lade varmen omfavne mig. Der spiller rolig musik og jeg er blevet udstyret med et glas vand og blevet budt på frugt inden jeg gik ind. Ret lækkert!
Gusmesteren byder velkommen og fortæller lidt om hvad vi skal opleve.
Første runde er med tre dufte; eukalyptus, appelsin og mentol. Dufter mega dejligt, selvom mentolen kradser lidt i øjne og hals. Gusmesteren fortæller om hver enkelt duft og dens virkninger og giver også et trick til hvordan det bliver nemmere at trække vejret ved at holde hænderne i en lille skål foran ansigtet.
Hver gang der er kommet en duftolie på ovnen starter Gusmesteren noget der mest af alt minder om en Spansk Toreador med et håndklæde. Med en helt særlig teknik 'slår' han varmen ned fra loftet med et håndklæde.
En anelse utryg for at gå derfra og ligne en der er blevet pisket, dukker jeg mig. Unødigt, for Gusmesteren har totalt styr på det håndklæde. Varmen slår ned om kroppen og for et øjeblik føler jeg mig hensat til en strand sydpå.

Det kolde, kolde, kolde! gus


Jeg tænkte godt dengang jeg cyklede ind til DGI-byen, om man sådan skulle i noget koldt vand efter... ved ikke om det vi skulle var værre eller bedre. Men imellem første og andet heat og igen da vi er færdige, skal vi overhældes med koldt vand. At fotografen så beder Gusmesteren om at gøre det 'rættig' langsomt for at få taget billeder, gør det ikke mindre pinsomt. Jeg hviner som en stukken gris, som den eneste i øvrigt, mens de kolde stråler løber ned over min varme krop. Jaiks, manner! Pissekoldt på godt dansk.
2. runde med olier er blandt andet med tjære og øl, dufter som et bageri og afsluttes med pisk. Du læste rigtigt! Pisk med birkegrene. På det her tidspunkt har Gusmesteren sat tempofyldt finsk musik på og tager én efter én hver gus-gæst, beder dem folde sig forover og så får den ellers i takt til musikken med birke-bundtet. Altså jeg når både at se sol, måne og stjerner inden han kommer over til mig... men det er faktisk super dejligt og slet ikke noget der gør ondt. Så der er lyden klart værre end selve oplevelsen.
Da vi er færdige er der en omgang koldt vand igen... og så plumper jeg ellers i det store runde bassin og tager et par omgange. Med en krop der føles afslappet og virkelig dejligt tilpas.

Saunagus. Det kan så meget anbefales - især her om vinteren, som et varmt kram!

Kærlig hilsen

Kirk Rønler