Kirk blog

Daten fra Værnedamsvej

rss Block
Select a Blog Page to create an RSS feed link. Learn more
Follow

Hvornår har du sidst spurgt din sidemand/kvinde om han/hun havde lyst til at tage på date med dig? Drikke et glas vin sammen?

Mød din date i det virkelige liv

Vi har tendens, inkl. jeg selv til at møde dates på Tinder eller et af de tusind andre sites der tilbyder et nemt match. Så jeg har sat mig for at finde en date på gaden. Altså et helt rigtigt menneske, som jeg kan se, dufte, sanse og som jeg er nødt til at satse på siger ja. Men måske siger han nej.

Jeg kan ikke huske at jeg så målrettet har gjort det, som torsdag aften under Distortion. Midt på Værnedamsvej.
Jeg er afsted sammen med to veninder og hurtigt dropper vi Distortion, som på en eller anden måde i år var blevet mere en børne- og ungdomsfest. Eller også er det os der er blevet ældre siden de forgangne Distortion opstartstider.
I hvert fald indfinder vi os på noget vi kender. Viggo's på Værnedamsvej. Det er min venindes gamle baghave og hvem har ikke været på Viggo's?
De fleste ved at der kører SM-fester hver den første fredag i måneden og på Viggo's kan du altid få en flaske rosé til fornuftige penge.  Med god smag og ikke mindst den helt autentiske fransk-attitude servering med en anelse arrogance, krydret med masser af charme og gadedrengesmil!

Manden fra Værnedamsvej

Mens livet bliver diskuteret og den ene flaske bliver til den næste, sætter der sig en sød fyr ved siden af mig.
Han er fransk og måske ikke en jeg normalt ville kigge efter, men for fanden manner, nu har jeg jo valgt at udfordre mig selv, for ingen af os ved hvor kærligheden bor.
Og det kunne da være at den boede på Værnedamsvej.
Hvor ellers skulle jeg møde en sød franskmand, end på Københavns svar på en parisisk gade?

Voulez vous?

Vi falder i snak og jeg øver mig på at huske mit skolefranske og inden længe griner jeg. Afvæbnende og det tager lidt af nerverne af. For lige så udadvendt jeg kan være og fuld af hep & pep, ligeså genert er jeg faktisk også.

Og så tager jeg mod til mig. Nu må det være. Jeg spørger ham: 'Er du single?'. Han svarer 'Ja.'
Og så er det som jeg går i stå og lige skulle tage mod til mig igen. For måske havde det være nemmere hvis han bare havde sagt at han havde en kæreste. Uhhh.... det tager noget tid, før jeg endelig får formuleret: 'Har du lyst til at drikke et glas vin med mig en dag?'.
Han svarer ja. Og mens snakken afsluttes med kulden krybende ind om benene, grinene der forstummer mod himlen får han mit nummer. Jeg kan ikke huske hvornår jeg sidst har givet mit nummer. Sådan helt old school. Ikke noget Tinder, ikke noget Facebook. Bare et nummer.
Og så ved jeg godt at den kvikke elev hurtigt kan slå mig op på Krak og finde mig, men for en stund, hed jeg bare Kirk og havde et telefonnummer og en mulig vin-date med franskmanden. 

Vin og endeløse refleksioner med en gentleman

Vi mødes til vin. Og mad. Og snakker. Halve timer bliver til hele. Han fortæller dele af hans historie og mens vi diskuterer Jung og Nietzsche og lykken i livet lukker restauranten.
Af mødet med franskmanden tager jeg blandt andet at jeg stadig ønsker at blive gjort kur til. Her var der tale om en gentleman, som ikke pressede på for et kys, men som forsigtigt med respekt spørger om jeg har lyst til at ses igen.
Det har været nogle vidunderlige timer, hvor jeg har lært et andet menneske lidt at kende, har fået indblik i et andet lands kultur og har hørt hvordan en franskmand opfatter den danske kultur. Virkelig spændende.
Og så kan de altså noget de franskmænd. Noget med elegance, kurtisering, charme og gentlemanship! Jeg er vild med det!

Udfordring // Spørg din sidemand!

Så min udfordring og inspiration til dig denne gang er. Spørg din sidemand, ham i bussen, hende fra kantinen, ham der altid sidder på biblioteket og studerer, ham du møder hjemme hos en ven, om ikke i skal drikke et glas vin sammen. Eller tage ud og rulle eller noget helt tredje.
Hvad er det værste der kan ske? At du får et nej? Men hey...! Så ved du at du har modet til at spørge og så er det nemmere at gøre igen.

Kærlig hilsen

Kirk Rønler

Kreativ Træning med Kirk Rønler

Af gæsteblogger Torild Maya Thornsohn
 

For mig er træning & bevægelse blevet et lighedstegn med selvkærlighed. Jeg er færdig med at træne for kosmetikkens skyld eller fordi jeg BURDE. Niks. Jeg vil ha’ det dejligt – ikke kun efter træningen, men også undervejs. Jeg vil nyde det. 
Og det var i den grad hvad jeg gjorde, da jeg for nylig havde fornøjelsen af at opleve en af Kirks kreativ trlningstimer timer for allerførste gang. En time hvor effektiv træning af hele kroppen var pakket ind i kreativitet, nærvær, humor, fed musik og ikke mindst et meget højt fagligt niveau og stor viden omkring kroppen.

Velkommen hos Kirk Rønler

Der står oliven, nødder og mørk chokolade på bordet og stemningen er rolig, imødekommende og uformel. Rummet bliver fyldt op af 17 kvinder og de fleste går fast på holdet, og så er vi et par stykker der er kommet med på et afbud. Heldige os. 
Så går vi i gang. Jeg kender Kirk, men har ikke taget en af hendes timer. Og det første der gør indtryk, da hun går i gang er, at det her virkelig er KIRK! Og det er fantastisk, for efter selv at have været i branchen og undervist samt udøvet diverse former for træning, fitness & dans gennem de sidste 12 år -  har jeg fundet ud af, at det bestemt ikke er en selvfølge.
Altså det med at instruktøren rent faktisk er sig SELV.
Af en eller anden grund er det meget normalt at instruktører påtager sig en bestemt form for persona alt efter om de underviser i Yoga, Step, Zumba eller Crossfit. Det forvirrer i mit univers og afliver rent faktisk autenciteten i det, der bliver leveret. I mit univers. 
Så når Kirk står med al sin varme, humor og levende stil og styrer slagets gang, er det på en måde hvor det er tydeligt, at det her er HENDE. Ingen masker, ingen påtagethed - eller aftagethed for den sags skyld.  Det er fedt og giver en følelse af tryghed -  what you see is what you get.
Opvarmningen starter stående til lækre funky toner og allerede fra start er det tydeligt at det her ikke er en klassisk træningstime. Der er finurlige krøller og, efter min mening, forbedringer på hver eneste øvelse vi laver, og der er desuden hentet bevægemønstre ind fra alt mulig slags træning.
Eksempelvis laver vi i starten et klassisk gammeldags ’fejesving’ dog med det finurlige twist at vi undervejs bliver opfordret til at lege med formen, så knæ, fødder, hoved eller arme hver gang skifter udgangsstilling. Jeg får med det samme et smil på læben, for Kirks instruktioner sørger hurtigt for, at min krop indtager de mest mærkværdige stillinger, mens jeg svinger.

Det her fejesving er nu gået fra en oldschool gymnastikøvelse til en kreativ multi-mobiliserende bevægelse, der får mig til at tænke på Monty Python’s gakkede gangarter. Vi ser vidunderligt tossede ud alle sammen, ikke to af os gør det ens, og det i sig selv er befriende, og samtidig er den her øvelse helt ufatteligt effektiv! Alle mine led er i konstant bevægelse, min puls stiger og jeg smiler fra øre til øre. Kirk opfordrer løbende til at vi afprøver nye måder at gøre det på, og vi bliver mindet om at vi ikke skal ligne hinanden. 
Hvor er det dog en intelligent måde at træne på, det her! For vi ER jo ikke ens. Så selvfølgelig skal jeg ikke påtvinge min krop en stilling i et forsøg på at ligne instruktøren – jeg får de helt rette guidelines til øvelsen, men derfra får jeg lov at gøre det på min egen måde.  

Katte & Farveblyanter med til træning

Vi bliver guidet igennem stående øvelser for balance, styrke, stabilitet og smidighed og derefter indtages måtterne til en ligeledes grundig gennemgang af disse elementer, men med andre øvelser og mange forskellige udgangsstillinger. Igen med et konstant overraskelseselement i udførelsen af øvelsen. En helt almindelig rygøvelse bliver pludseligt udfordrende og langt mere effektiv, da Kirk beder os om at holde kroppen løftet og så udvælge en kropsdel at lave cirkler med, mens vi 'hænger der og flagrer'. Vi skifter flere gange undervejs så nye kropsdele bliver sat i bevægelse og jeg forundres over hvor lækkert det føles – og hvor hårdt det er! 
Vi er alle sammen på vidt forskellige niveauer og alligevel formår Kirk på smidig vis at guide individuelt undervejs, så alle bliver set, hjulpet og guidet så øvelsen passer til den enkelte deltager. Kirk er utroligt vidende om hvordan kroppen fungerer, og denne høje faglighed forenet med et stort og farverigt udvalg af øvelser gør den her time til en sand fornøjelse. Jeg smiler, griner, sveder, fokuserer, mærker, nyder, LEGER og lærer. Og hvor er jeg virkelig dejligt øm på den fede måde, flere dage efter.

’Ingen farveblyant uden katten slikker mælk’ er ordene der ryger ud af Kirks mund da hun beskriver to mobiliserende øvelser for ryg og bækken – ikke det du normalt hører på et trænings hold! Men ord der i den grad gav mening da vi gik i gang med øvelserne – og ikke mindst fik 18 mennesker til at grine højt, for det lød sgu ret sjovt. 

Det her er en vidunderlig måde at træne din krop på, og som et plus øges kropsbevidsthed, fokus & mentalt nærvær på grund af måden vi bliver guidet ind i øvelserne på gennem timen.

Det her er en time for ALLE der ønsker at gøre noget godt for krop og sjæl på en effektiv, sjov & kreativ måde. STOR respekt til Kirk! Jeg glæder mig allerede til næste gang jeg skal fejesvinge mig ind i gak, grin og ikke mindst en vidunderligt grundig workout.
 

Kærlig Hilsen

Torild Thornsohn

Når sport er både sjovt og socialt!

Follow

Friday Night skate i København 

Jeg har ikke været i et par rulleskøjter siden jeg rockede på parkeringspladsen bag Aldi i Taastrup for mere end ti år siden. Dengang kodeordet var frygtløs. Sidenhen manifesteret som mindeværdige ar på både knæ og skinneben. 

Ja, det er selvfølgelig hvis man ikke tæller sidste års debut til Friday Night Skate med - en helt igennem horribel date... egentlig tragisk komisk med en mand som havde studeret idræt, postulerede at han var i god form og som dog alligevel måtte opgive efter fem kvarter for så at byde på Chinabox til aftensmad! Well, jeg skal undlade at lade denne post handle om mit datingliv og i stedet inspiration til din træning. Selvom det er en sjov historie :) 

Jeg elsker hvis træning også kan være sjovt. Hvis det samtidig er noget jeg kan gøre sammen med mine venner, så er det endnu bedre. Og det kan du med Friday Night Skate, som er en rulleskøjtetur som by far er en af de skønneste måder at se vores smukke hovedstad på. Ja altså, med mindre at du er mere til den klassiske havnerundfart på 3 forskellige sprog!

Turen på rulleskøjter igennem København

Turen starter og slutter v. CBS på Frederiksberg, København og er cirka 20 kilometer lang. Det tager rundt regnet 2 timer. Undervejs er der spærret af, af politiet så du helt uforstyrret og meget luksus-agtigt får gaderne for dig selv. Altså sammen med 500-1500 andre glade rullende Københavnere. 

Jeg har været afsted et par gange. Den ene fredag er jeg afsted med en kammerat jeg ikke har set i 100 år og som jeg har glædet mig vildt meget til at 'have for mig selv' i to timer, men samtidig få rørt mig, så drinks'ene senere glider ned med god samvittighed. 

Morten har sagt at han er røvdårlig til at at stå på skøjter. Hvad han ikke lige fik nævnt er at det er han faktisk ikke. Han kommer anstigende i et sådant par uden bremser. Og nok er jeg novice, men det ved jeg godt hvad betyder: At han faktisk er ret sej. Men det er mit held, for så bliver han min støttepædagog undervejs. 

Turen går forbi Østerbro, Nørrebro, Indre By, Nordhavnen og mange flere locations. Undervejs er der én pause, hvor mange har været lidt mere koordineret end os og taget lidt snacks og drikkevarer med. Er man god kan man selvfølgelig også lige rulle i Føtex Food på vejen og proviantere :) 

Det er en fantastisk oplevelse. Med i feltet er både børn, voksne, unge og folk med 'rulle-diskoer', som både kan spille høj musik og smide røg afsted... ret fedt! Stemningen er høj, folk passer på hinanden og med på løbet er også 'blockere' som sammen med politiet navigerer trafikken og rullende 'sygeplejersker' som tager sig af dig, skulle uheldet være ude og du falder. Alle kan deltage og det kræver faktisk ikke at du er i topform :) 

Morten og jeg snakker, griner og hygger os undervejs og sammen har vi et super dejligt minde om både at have været sammen, have set vores by og været aktive på den fede måde. 

Arrangementet er gratis. Der findes udgaver i både København og Aarhus, foruden Malmø og så er der flere steder i landet rulleskøjteklubber. Så måske 'rul' er din nye sport. Det eneste det kræver er at par gode rulleskøjter og beskyttelse i form af knæ-/albue-/håndledsbeskyttere og evt. en hjelm. Friday Night Skate i København kræver ikke tilmelding. Du kan finde mere info på deres facebook side. Det er 12 gange henover sommeren ... og det er så fedt! Så få støvet de gamle rullere af og kom med afsted. Jeg skal afsted næste gang. Det er fredag d. 3. juli. Skal du med? :) 

Kærlig hilsen 

Kirk Rønler