Krop

Stolt foredragsholder med lidt søndagsblær!

Jeg har tænkt mig, at prale af mig selv. 
Hylde, at jeg gør det skidegodt. 

Jeg har stået på en scene i mange år, men det er først fra april sidste år, altså lidt mere end et års tid, at jeg professionelt har holdt foredrag. 

Og stået der. 
Med min historie om min krop og syn på dating og kærlighed. 

Mere end 1.500 gæster har hørt foredragene, som jeg har budt velkommen til både i Aalborg, Odense, Vejle, Viborg, Horsens, Aarhus, København og Fredericia. 
Foredragene er flyttet hjemmefra i København og nu er der fuldt hus hver gang jeg byder velkommen i Onkel Dannys forsamlingshus på Vestebro en gang om måneden. 

Det useriøse foredrag

Jeg har aldrig været topkreativ med at navngive koncepter og produkter.
Egentlig er jeg bedst til bare at kalde tingene det de hedder.
Det samme med de to foredrag: Slut fred med din krop & Sådan får du en kæreste, inspiration til dit datingliv. 

Min oplevelse har været, at flere indledningsvist har haft en forventning om, at det nok ville være en lang aften med klicheer. 
Særligt foredraget om kroppen. 

Så hvad siger de andre om foredraget Slut fred med din krop?

Det kan jeg jo sagtens sige, at det ikke er. At det er et foredrag, der fokuserer på at give dig konkrete værktøjer og redskaber til dit liv og dit forhold til kroppen. 
Men egentlig er der så mange andre, der siger det bedre. 
For ofte har jeg besøg af bloggere og dem har jeg valgt at give ordet til i stedet. 

'Kirk formåede nemlig at gøre et emne, der i min optik kan være virkelig svært at snakke om, til noget, der både var alvorligt, humoristisk, selvreflekterende og ikke mindst en virkelig positiv oplevelse.' 
- Simone Thrane Nielsen, blogger - læs hele anmeldelsen her.

'Jeg var til at starte med lidt skeptisk omkring foredraget, og tænkte, gad vide hvad det er vi skal høre om. Jeg havde kun hørt godt om foredraget, meeen må indrømme jeg var lidt spændt. Alligevel var det et foredrag som på mange måder var rigtig godt, jeg fik flere gange en lille klump i maven, men den blev hurtigt erstattet af en form for glæde over, at jeg faktisk ikke var den eneste der havde det på den måde.'
- Christina Holm Svarer, blogger - læs hele anmeldelsen her.

'Jeg var temmelig kæphøj på forhånd. Så det var egentlig sådan lidt “spændende nok, men nok tvivlsomt, hvad Kirk kan lære mig om min krop, jeg har styr på mig; Dette foredrag må være for buttede, kvinder der har det dårligt med at være buttet! 
Først blev jeg egentlig lidt vred, og tænkte, Kirk for dælen! Hvad bilder du dig egentlig ind! Følte mig sgu temmelig blottet, og ikke mindst gennemskuet! “Det kan hun sgu da ikke være bekendt? – at være SÅ ærlig, har hun ikke lært at holde facaden ?!“
Ja! – Det kunne ha’ været min historie, men det var det ikke, det var Kirks, fordi kun hun er modig nok til at fortælle den!!
Selv om vi er to kvinder, fra samme årgang, så er der bare noget ved Kirk, som gør at hun virker ældre, måske 10 år. Ikke på udseende! Nej bevares, hun er så smuk, og så fin!!! – men Hun er så rig på livserfaring, at min egen blegner i forhold til. Hun kunne ha’ været min tvilling, men jeg ser hende lidt mere som den seje store søster, jeg altid har ønsket mig. For hun er modig, at stå frem, og fortælle om sine udfordringer og om viljen til at ændre på det, der ikke er godt nok.' 

- Trine Frederikke, blogger - læs hele anmeldelse her.

Og hvad siger de så om foredraget Sådan får du en kæreste?

'Kirk satte uden tvivl nogle tanker igang hos mig, og det gjorde hun, imens hun på bedste vis brugte sit charmerende væsen, sin humor og sine personlige erfaringer indenfor feltet. For her er en dame, som ikke leger ekspert ud fra nogle idéer, hypoteser og fornemmelser. Kirk Rønler er en foredragsholder, som virkelig bruger sine personlige erfaringer, gode som mindre gode, og derfor i den grad bruger sig selv til at videreformidle sine budskaber til sit publikum. Du tror på det hun siger, fordi der er “proof of concept”. 
Sådan HELT seriøst, så står jeg tilbage efter foredraget med en stor lyst til at date igen. Jeg har mega meget lyst til at gøre det på en anden måde, og droppe de traditionelle dates.'

- Redaktører, Miss Grey, blogger - læs hele anmeldelsen her.

'Foredraget var let fordøjeligt, og skide sjovt – en stand up’er værdig, med skønt kropssprog og dejlig mimik, så var det spræng fyldt med pinlige og hysterisk morsomme historier, som røg i min rygsæk, under “don’t try this at home“… For så modig er jeg bare slet ikke endnu...' 
- Trine Frederikke, blogger - læs hele anmeldelsen her.

'Kirk, din selvindsigt, selvironi og så det faktum, at du er den skønneste og mest nærværende fortællerske, gjorde aftenens foredrag til en oplevelse, som jeg synes, at alle, også dem i parforhold, skal unde sig selv. Som single kan man godt føle sig til lidt kørt fast i forestillinger om, hvordan tingene burde være. Og på at man ikke orker én eneste kaffedate mere eller én mere tur om de forbistrede søer. Du giver indsigt og rusker i forestillingen om, hvordan tingene burde være. For hvem bestemmer egentlig det udover en selv. Man kan mærke dig i alt hvad du laver. Uanset om der danses eller fortælles.'
- Karin, gæst ved foredrag i København

Jeg tør godt sige det højt

Det er nogle pissegode foredrag jeg holder. 
Både Slut fred med din krop, som giver dig min historie og en ordentlig spandfuld værktøjer til at forstå hvordan skam, skyggesider, indre kritiker, sevværd, mm., spiller ind på forholdet til din krop.

Og Sådan får du en kæreste foredraget, som inspirerer dit datingliv og drejer i dit kærlighedskalejdoskop. Både den måde du betragter verden på, kærligheden, dig selv og dine relationer. 

Kom! 

Hvis ikke du har haft fornøjelsen endnu, er det stadig muligt. 
De næstkommende foredrag er blandt andet: 

Tirsdag d. 20. juni i København
Torsdag d. 29. juni i Holbæk
Tirsdag d. 19. september i Aalborg
Onsdag d. 11. oktober i Odense

Og mange flere datoer kommende løbende til. 
På alle datoer holder jeg begge foredrag. 
Hvis du vil nappe en billet og læse mere, så ser her.  

Jeg vil glæde mig til at tage imod dig! 

Kærlig hilsen

Kirk Rønler - Stolt foredragsholder

Hvorfor lar' jeg ikke bare vær!?

rss Block
Select a Blog Page to create an RSS feed link. Learn more

... med at sætte tænderne i Rittersporten?

Min last, min synd, mine lækkerier

Jeg elsker chokolade og kage. I princippet kunne jeg godt forsøge at fortælle dig at jeg kun spiser mørk chokolade og kun 20 gram om dagen, som foreskrevet i damebladene.
Men det gør jeg ikke.
Jeg elsker Rittersport, Marabou, Snickers is, Brownie, Kanelgifler, Jordbærkage... you name it!

Ondt i maven & elastikbukser

Og der er egentlig ikke noget galt i at spise en Rittersport. Du kommer aldrig til at høre mig prædike om detox og askese på hverken den ene eller den anden måde.
Du kommer ikke til at høre mig sige at jeg drikker en kop urtethe når jeg er lækkersulten.
Til gengæld har jeg mange gange i mit liv været nysgerrig på hvorfor jeg ikke bare lader være med at spise den Rittersport. Især de gange hvor det ikke er fordi jeg bare har lyst til en Rittersport.

Hvad er din last og hvorfor?

Jeg bryder mig egentlig ikke om udtrykket last og synd. Det har en negativ konnotation allerede før du når forbi første stavelse. Hvilket for mig bliver til, sådan helt krakilsk set, at det ikke er okay. Det er i hvert fald ikke ligeså okay som broccoli.
Og her er det ikke fordi jeg plæderer for sundheden i hverken det ene eller det andet, blot vores samfunds konstruktion omkring last og synd. Og der jo ved det at synde ofte medfølger en straf. For mig en banken oveni hovedet og skæld ud på mig selv.

Misbrugsmønster

Debbie Ford var den der knækkede koden for mig i forhold til hvorfor jeg spiser Rittersport (og alt det andet som den her repræsenterer), de gange hvor jeg ender i en elastik-buks og lige efter jeg har spist den, nogen gange imens, virkelig ender med at banke mig selv oveni hovedet. Så skælder jeg mig selv ud i stil med 'hold kæft hvor er du dum, Kirk, du er da en slapsvans at du ikke bare kan la være' eller 'du bliver aldrig tynd, hvis du bliver ved med det her... og så bliver du aldrig... og heller ikke...' og så fortsætter snebold-effekten derud. Det bliver aldrig rigtig konstruktivt.
Det var først da jeg læste Debbie Ford omkring skam, at jeg forstod hvorfor jeg gjorde det og hvad Rittersporten var et udtryk for.
Rittersporten er mit misbrugsmønster. Lejlighedsvist. Nogen gange er det også 'bare' det jeg har lyst til. Men hvordan lærer du/jeg at skille ad hvornår det er det ene og det andet?

Skam & Debbie Ford

Skam kan være mange ting, men for mig gav Debbie Ford's definition mest mening:

'Uerkendt og ubearbejdet skamfølelse, er det der får os til at sabotere vores egen succes, krænke vores egne interesser, tage det der ikke er vores, lade os overmande af gamle misbrugsmønstre og ødelægge vores forhold. Ved selvsabotage gør vi den indre skam synlig.'

Det gav mening for mig. At når vi har skam vi ikke gør noget ved, så vender vi tilbage til vores misbrugsmønster. Og her er der ikke nødvendigvis tale om at skyde heroin ind i armen!
Så når jeg har gang i min skam, så er det jeg ender i Ritterporten og dens venner i elastikbukser og har ondt af mig selv.

Hvor kommer skam fra?

For mig har det været essentielt at finde ud af hvor min skam kommer fra. Skam er en programmering vi får fra andre og en løgn vi fortæller os selv. Og kan selvklart handle om tusind ting.

Da det gik op for mig. Både hvad min skam handler om og hvad der er mit misbrugsmønster, kiggede jeg på hvad der udløser min skam. Og lige pludselig kan jeg differentiere hvornår jeg bare har lyst til en Rittersport og kan spise den med god samvittighed og hvornår der er noget mere på spil som jeg er nødt til at tage mig af.

Det redskab og mange flere fortæller jeg om i foredraget Slut fred med din krop. Se kalenderen herunder for hvornår næste foredrag er.

Hvad er din skam? Hvad er dit misbrugsmønster?

 

Kærlig hilsen

Kirk Rønler

Hvis du har lyst til at følge med behind the scenes i det store og det små, tankerne og refleksionerne, så følg med på Instagram her.


 

 

Jeg troede jeg blev lykkelig af at tabe 5 kilo!

Follow

Siden min barndom har jeg haft det dårligt med min krop.
Hadet den.
Skældt ud på den.
Udsat den for alskens lort. Fra kure, chili, grøn the, spiseforstyrrelse, detox mig her og der og mærkelige piller jeg ikke vidste hvad indeholdt.

Fordi jeg var helt sikker på at hvis jeg bare tabte mig, så blev jeg lykkelig. Så ville jeg passe ind. Blive elsket for den jeg var. Få de fede jobs og den alt for lækre kæreste.

Noget fortæller mig at jeg ikke er alene.

3 ud af 4 normalvægtige kvinder ønsker at tabe sig 5-10 kilo. Det er jo vanvittigt. For her er der altså ikke længere tale om et sundhedsproblem. At knæene ikke kan holde til en overvægt, mm.
Så er der tale om et helt forskruet forhold til hvordan vi ser ud og hvordan det forventes at vi skal se ud og ikke mindst vores egen forskruede forventning om hvad der 'sker', hvad vi opnår, når vi taber de kilo.

Jeg har tabt fem kilo

Men jeg blev ikke lykkelig af den grund.
Jeg har endda tabt dem flere gange og taget dem på igen.
Jeg brugte så meget energi når jeg skulle tabe mig. Både rent fysisk på at træne og hakke grøntsager til suppe og juiceren der kørte ustandseligt. Men også den energi jeg skulle bruge mentalt på hele tiden at holde mig selv i skak. Slå mig selv oveni hovedet at det og jeg ikke var god nok.

Det var så opslidende og jeg brugte så store dele af min dag på tankerne og hadet til min krop.

Og det har, eller havde, den ærlig talt ikke fortjent.
Den tjente mig så fint.
Sørgede for at jeg kunne træne, gå i byen, på toilettet, jeg havde to ben der fungerede og en krop der faktisk er lækker.

Så hvad var der så galt?

Det gik jeg på opdagelse i.
For jeg tror ikke på at svaret, for hvorfor vi har det dårligt med vores krop, hverken skal findes i kiloprisen på økologiske gulerødder eller en skyldplacering på medierne, selvom de ikke bidrager til et lækkert selvbillede heller.
Jeg tror på vi er nødt til at kigge indad og ned i Pandoras æske af herligheder.
Det gjorde jeg. Og da jeg stødte på skam og skyggesider, var der en prås der gik op for mig (som vi siger i Jylland)...

Den og mange andre historier og åbenbaringer deler jeg med dig i foredraget Slut fred med din krop. Vi kommer blandt andet forbi indre kritiker, skam, relationer og en del værktøjer du kan bruge, for at få et godt forhold til din krop og dig selv. 
Se kalenderen for næste foredrag. De afholdes i hele landet. 
Blandt andet i Aarhus d. 5. september, Aalborg d. 19. september, Odense d. 11. oktober og i København både d. 29. august, 26. september, 31. oktober og 28. november 2017. 

Kærlig hilsen

Kirk Rønler

Jeg skammede mig over min krop!

Follow

Som en del af rejsen med at slutte fred med min krop, har det været vigtigt for mig at finde ud af hvorfor jeg har været i krig med min krop.
Jeg har aldrig været overvægtig. Tværtimod var tiden i folkeskolen og gymnasiet præget af at jeg var undervægtig og lå under normen.
Jeg har altid været en aktiv pige og har dyrket sport fra en tidlig alder og altid været glad for grøntsager, frugt og sund mad. At jeg alle dagene også har haft en virkelig veludviklet sød tand, er en anden side af sagen, som engang ikke betød noget, fordi forbrændingen var en anden end i dag. Fandens at blive ældre end 25 år!
Svaret til hvorfor jeg har været i krig med min krop og har hadet den skal findes i skammen.

Jeg skammede mig over min krop

Min mor fik mig til at skamme mig over at jeg var tynd og slank og elskede sport.
Det er ikke den mest flatterede historie om en kvinde, som burde støtte mig i at elske min krop. Det var bare ikke tilfældet.
Og inden du tænker; 'Det er da også synd for Kirk', eller endnu værre at du tror jeg fortæller det for at få medlidenhed, så vid blot at jeg ikke ønsker nogen af delene.
Men jeg tror på at det er i de ærlige ridser i et menneskes lak, at vi finder nogle af årsagerne til hvorfor vi har det som vi har.
Og fordi at jeg rigtig gerne vil gøre en forskel for dig som læser og det kan jeg kun hvis jeg selv tør at sætte ord på min skam og belyse de ridser der er i min lak.

Slank og skamfuld

Min mor er en dejlig kvinde til den lidt runde side og det husker jeg egentlig at hun altid har været. Min halvsøster, der er ti år ældre end jeg selv ligeså.
Og mig... jeg har altid været slank.
Men det betød at jeg ikke rigtig passede ind i min egen familie.
Og måske som et forsøg på at passe ind, spiste jeg med ved slikbordet og forsøgte at skabe fællesskab den vej igennem.
Jeg husker en gang jeg kom hjem i et par nye bukser, jeg selv havde købt. Fra Benetton og stoltheden var tydelig.
Det var dengang at det var moderne med pludder-agtige bukser, kort før Liberty stoffet blev helt hot. Jeg var på det tidspunkt en str. 36.
Stolt spankulerer jeg rundt i stuen og min mors eneste kommentar var; 'din numse ser lidt stor ud i de bukser'.
Jeg var 16 år gammel og gik ikke med de bukser igen. I hvert fald ikke uden at vide at min numse så stor ud i den. Og jeg skammede mig, for jeg følte at min krop var forkert.

Udløsere af skam

I mange år har jeg trøstespist, uden nødvendigvis at vide hvorfor. Andet end det gængse at når jeg var ked af det røg der ofte Rittersport og snolder ned. Indtil jeg havde så ondt i maven at jeg på et tidspunkt lærte kun at gå med bukser med elastik i livet. 
Det har derfor været en del af rejsen, at slutte fred med min krop, at finde ud af hvad der udløser min skam.
Det gav genklang i mig da jeg læste Debbie Ford som blandt andet skriver om skam. At det er et udtryk for en løgn andre fortæller os og/eller en løgn vi fortæller os selv.

Jeg har derfor arbejdet med hvad der udløser min skam og ikke mindst hvad det er for en løgn andre har fortalt mig og hvilken løgn jeg år efter år har fortalt mig selv.
For så er det nemmere for mig at agere på det og tage vare om det behov det er et udtryk for, på en mere kærlig måde.

Det har vist sig at være mit livs akilleshæl som oftest udløser min skam og løgnen kom blandt andet fra min mors egen selvtale.

Slut fred med din krop // foredrag

Hvis du har lyst til at høre mere og hele historien, så tag med til et af foredragene. Der er datoer både i København og Jylland. Se her for kommende datoer.
På foredraget snakker jeg også om hvordan du kan ligge en holdbar strategi for at slutte fred med din krop.

Kærlig hilsen

Kirk Rønler