Kreativ Træning

Kreativ Træning med Kirk Rønler

Af gæsteblogger Torild Maya Thornsohn
 

For mig er træning & bevægelse blevet et lighedstegn med selvkærlighed. Jeg er færdig med at træne for kosmetikkens skyld eller fordi jeg BURDE. Niks. Jeg vil ha’ det dejligt – ikke kun efter træningen, men også undervejs. Jeg vil nyde det. 
Og det var i den grad hvad jeg gjorde, da jeg for nylig havde fornøjelsen af at opleve en af Kirks kreativ trlningstimer timer for allerførste gang. En time hvor effektiv træning af hele kroppen var pakket ind i kreativitet, nærvær, humor, fed musik og ikke mindst et meget højt fagligt niveau og stor viden omkring kroppen.

Velkommen hos Kirk Rønler

Der står oliven, nødder og mørk chokolade på bordet og stemningen er rolig, imødekommende og uformel. Rummet bliver fyldt op af 17 kvinder og de fleste går fast på holdet, og så er vi et par stykker der er kommet med på et afbud. Heldige os. 
Så går vi i gang. Jeg kender Kirk, men har ikke taget en af hendes timer. Og det første der gør indtryk, da hun går i gang er, at det her virkelig er KIRK! Og det er fantastisk, for efter selv at have været i branchen og undervist samt udøvet diverse former for træning, fitness & dans gennem de sidste 12 år -  har jeg fundet ud af, at det bestemt ikke er en selvfølge.
Altså det med at instruktøren rent faktisk er sig SELV.
Af en eller anden grund er det meget normalt at instruktører påtager sig en bestemt form for persona alt efter om de underviser i Yoga, Step, Zumba eller Crossfit. Det forvirrer i mit univers og afliver rent faktisk autenciteten i det, der bliver leveret. I mit univers. 
Så når Kirk står med al sin varme, humor og levende stil og styrer slagets gang, er det på en måde hvor det er tydeligt, at det her er HENDE. Ingen masker, ingen påtagethed - eller aftagethed for den sags skyld.  Det er fedt og giver en følelse af tryghed -  what you see is what you get.
Opvarmningen starter stående til lækre funky toner og allerede fra start er det tydeligt at det her ikke er en klassisk træningstime. Der er finurlige krøller og, efter min mening, forbedringer på hver eneste øvelse vi laver, og der er desuden hentet bevægemønstre ind fra alt mulig slags træning.
Eksempelvis laver vi i starten et klassisk gammeldags ’fejesving’ dog med det finurlige twist at vi undervejs bliver opfordret til at lege med formen, så knæ, fødder, hoved eller arme hver gang skifter udgangsstilling. Jeg får med det samme et smil på læben, for Kirks instruktioner sørger hurtigt for, at min krop indtager de mest mærkværdige stillinger, mens jeg svinger.

Det her fejesving er nu gået fra en oldschool gymnastikøvelse til en kreativ multi-mobiliserende bevægelse, der får mig til at tænke på Monty Python’s gakkede gangarter. Vi ser vidunderligt tossede ud alle sammen, ikke to af os gør det ens, og det i sig selv er befriende, og samtidig er den her øvelse helt ufatteligt effektiv! Alle mine led er i konstant bevægelse, min puls stiger og jeg smiler fra øre til øre. Kirk opfordrer løbende til at vi afprøver nye måder at gøre det på, og vi bliver mindet om at vi ikke skal ligne hinanden. 
Hvor er det dog en intelligent måde at træne på, det her! For vi ER jo ikke ens. Så selvfølgelig skal jeg ikke påtvinge min krop en stilling i et forsøg på at ligne instruktøren – jeg får de helt rette guidelines til øvelsen, men derfra får jeg lov at gøre det på min egen måde.  

Katte & Farveblyanter med til træning

Vi bliver guidet igennem stående øvelser for balance, styrke, stabilitet og smidighed og derefter indtages måtterne til en ligeledes grundig gennemgang af disse elementer, men med andre øvelser og mange forskellige udgangsstillinger. Igen med et konstant overraskelseselement i udførelsen af øvelsen. En helt almindelig rygøvelse bliver pludseligt udfordrende og langt mere effektiv, da Kirk beder os om at holde kroppen løftet og så udvælge en kropsdel at lave cirkler med, mens vi 'hænger der og flagrer'. Vi skifter flere gange undervejs så nye kropsdele bliver sat i bevægelse og jeg forundres over hvor lækkert det føles – og hvor hårdt det er! 
Vi er alle sammen på vidt forskellige niveauer og alligevel formår Kirk på smidig vis at guide individuelt undervejs, så alle bliver set, hjulpet og guidet så øvelsen passer til den enkelte deltager. Kirk er utroligt vidende om hvordan kroppen fungerer, og denne høje faglighed forenet med et stort og farverigt udvalg af øvelser gør den her time til en sand fornøjelse. Jeg smiler, griner, sveder, fokuserer, mærker, nyder, LEGER og lærer. Og hvor er jeg virkelig dejligt øm på den fede måde, flere dage efter.

’Ingen farveblyant uden katten slikker mælk’ er ordene der ryger ud af Kirks mund da hun beskriver to mobiliserende øvelser for ryg og bækken – ikke det du normalt hører på et trænings hold! Men ord der i den grad gav mening da vi gik i gang med øvelserne – og ikke mindst fik 18 mennesker til at grine højt, for det lød sgu ret sjovt. 

Det her er en vidunderlig måde at træne din krop på, og som et plus øges kropsbevidsthed, fokus & mentalt nærvær på grund af måden vi bliver guidet ind i øvelserne på gennem timen.

Det her er en time for ALLE der ønsker at gøre noget godt for krop og sjæl på en effektiv, sjov & kreativ måde. STOR respekt til Kirk! Jeg glæder mig allerede til næste gang jeg skal fejesvinge mig ind i gak, grin og ikke mindst en vidunderligt grundig workout.
 

Kærlig Hilsen

Torild Thornsohn