behov

Jeg blev hel på Bali!

Follow

Luftfugtigheden er kvælende, myggene sultne og gekkoerne piler over loftet, da jeg checker ind til Sound Medicine på The Yoga Barn i Ubud Bali.
Det er min sidste aften på Bali.
Jeg skulle egentlig have været til Ubud før, men en herlig omgang dårlig mave (spis ikke papaya skåret på stranden, selvom det smager fantastisk!), forhindrede mig.

Men jeg ville besøge Yoga Barn, mens jeg var på Bali.  
Som om jeg vidste at det ville forandre noget. Måske ikke Ubud i sig selv, men jeg vidste at jeg ville forbi The Yoga Barn. Og måske var det meningen at jeg skulle papaya-poop’e så jeg kom den dag der var Sound Medicine i stedet for den dag hvor der var Esctatic dance, som var det jeg havde drømt om at komme til. Men således sker alting jo af en årsag. 

Der var i hvert fald en grund til at jeg skulle til Sound Medicine. 

Hvad er Sound Medicine?

For at være ærlig anede jeg ikke hvad det var da jeg tilmeldte mig. Og jeg var lige ved ikke at komme, da jeg var super træt.
Men jeg havde et spørgsmål på sinde.
Til mig selv egentlig.
Som jeg endnu ikke kendte svaret på. 

Jeg har følt mig ensom på Bali. 
Ensomhed er en følelse og under enhver følelse er der et behov, der enten bliver mødt, eller i det her tilfælde ikke er blevet mødt. 

At jeg overhovedet når til at give plads til ensomheden, skyldes min dygtige vokalterapeut, Amanda Lagoni, som i en session kort før jeg tager afsted, siger til mig, at jeg er nødt til at give plads til alle følelser, også ensomheden, sorgen og ked af det følelsen. 

Spejløvelsen, som jeg har lært af Joan Ørting på sexologuddannelsen, var første gang jeg prøvede på Bali. En heftig øvelse, som var med til at skrælle lagene af og hurtigere komme ind til kernen. Der er noget nært og meget nøgent i at tale til mig selv. Men også meget dejligt, selvom jeg ikke rigtig har troet på det før. 

Jeg er nødt til at lytte til mig selv

Da jeg er på vej ind på The Yoga Barn, til Sound medicine session, dukker et spørgsmål op. Det er meget tydeligt og klart og det er direkte afledt af det behov jeg ikke har fået dækket. 
Med det går jeg ind til halvanden time sammen med 60 andre mennesker, i den smukkeste sal med gulv til loft vinduer, lige ud til junglevegetation. 

Vi synger. Chanter. Griner lidt og lige pludselig er det som om min stemme får vinger. Og midt imellem sang på sanskrit og arabisk, får jeg svar. 

Det kommer drypvist. Først lidt diffust og så meget tydeligt til sidst. Det ender med at blive formuleret som et mantra, som nu er mit. Et mantra, som svarer på mit spørgsmål. 

Efter at have sunget, er der meditation, hvor vi ligger med fødderne væk fra midten. Sherwin, som læreren hedder synger og spiller, sammen med en anden og rører lejlighedsvist med essentielle olier på vores kroppe. Jeg bliver eksempelvis rørt på mit ene knæ. Sjovt nok, eller ved sgu ikke om det er sjovt, men så mystisk nok, på det ben jeg er kommet til skade med. 

Det er noget smukt i at følge med flowet og det som er. Det lader sig gøre en gang imellem for mig og det gjorde det denne aften.

Jeg snakker med mig selv

Med hænderne over mit ansigt, talte jeg til mig selv. Som mig selv, men en mere ærlig udgave, en mere egenkærlig udgave. Jeg bad blandt andet en person om at gå ud af mit liv, som om jeg kunne tale direkte til vedkommende. Og for første gang, om end ikke direkte til vedkommendes ansigt, sagde jeg at jeg har været ked af det. Og sur. Det har jeg ikke gjort før. Har prøvet at være hende med overskud, der ‘bare’ ønskede lykke og glæde for min næste. Men det er sgu okay at blive sur. 

Mens tårer finder vej ned af kinderne, smiler jeg. For jeg føler mig lettet. 

Så var der nok en mening med at jeg skulle have dårlig mave den ene dag, for så at kunne komme den dag der var sound medicine. Hallelujah! 

Hvis du har lyst til at lave samme øvelse, hvis du eksempelvis er ked af det/usikker/utilpas, så stil dig selv disse to spørgsmål: 

1: Hvad føler jeg? 
2: Hvad har jeg behov for? 

Og find en måde at give det til dig selv på. Det er ikke egoistisk. Det går forud for hvad andre tænker og ikke mindst; det er en måde hvorpå du kan drage omsorg for dig selv. 

Kærlig hilsen 

Kirk Rønler

 

 

Jeg vil ikke undvære ensomheden!

Follow

Jeg græd. Ikke som en pisket, men med tårer der stille løb ned af kinderne. Midt i et udendørsbad på Bali græd jeg. Fordi jeg følte mig alene og ensom. 
Måske en naturlig del af det at rejse alene, at lejlighedvist føle sig alene. Men ensomheden er en jeg genkender, også derhjemmefra. Der får den bare ikke ligeså meget plads. 

Det er en ensomhed jeg har været ærlig omkring på sociale medier og overfor mine venner.
Det har affødt interessante reaktioner. Langt størstedelen har været søde og har sendt krammere. Nogen har heppet på at det er rart at læse om ærlige, autentiske og sårbare følelser. 

Sørg for du ikke bliver ensom

Og så er der egentlig de reaktioner der har overrasket mig mest, omend jeg ved de er sagt af kærlige hjerter. 
Straight up lyder de; ‘Kirk, jeg husker at du havde nogen af de samme følelser sidste gang du rejste alene. Måske du skulle finde en anden rejseform, så du ikke føler dig ensom’. 

Det er sagt i kærlighed. Håber jeg i hvert fald. 

Men jeg vil ikke undvære ensomheden. Jeg vil ikke undvære det grimme i livet, det der gør ondt, det der giver ridser i livets lak. For ridserne er dybde, erfaring og ensomheden forsvinder ikke, bare fordi jeg holder op med at rejse alene. Jeg tror vi allesammen kender følelsen af at være ensom, selv i selskab med andre, nogen måske endda også i deres parforhold. 

Følelser og behov

Ensomhed er en følelse.
Under enhver følelse er der et behov der ikke er blevet mødt. 

Når jeg føler mig ensom, er det fordi der er nogle behov jeg ikke har mærket efter hvad er og givet plads til at blive mødt.
I en travl hverdag, sikkert som så mange andres, kan jeg tit ende nederst på to do listen. Min egenomsorg bliver nedprioriteret og tempoet gør at det er svært at lytte efter til det jeg har brug for. 

Det vi ikke giver plads, bliver større og på et tidspunkt, som en trold, hopper det ud af æsken. Sjældent på belejlige tidspunkter. For mig blev det på Bali. På en tur hvor nogen mente at jeg ikke kunne tilllade mig at være ked af det, for jeg var jo på Bali. På ferie i paradis, hvor jeg bare burde være glad. 

Men det var jeg nu engang ikke. I hvert fald ikke hele tiden. 
Jeg følte mig ensom, fordi der var nogle behov jeg ikke havde anerkendt og givet kærlighed. 
Det gik op for mig på Bali. 

Og det er sgu da røv-vigtigt!
Og ikke noget jeg ville undvære for noget i verden.
Jeg er vendt hjem fra Bali mere hel end jeg tog afsted. Klogere. 

Er du bange for ensomhed?

Hvorfor er vi så bange for ensomhed? Hvorfor skulle jeg holde op med at rejse alene, for at undgå at mærke ensomhed? Det i sig selv, er i min verden utopi, at tro at andres selvskab, afholder dig fra at mærke ensomhed. 
Hvorfor er vi så bange for, det der gør ondt? Måske fordi vi i princippet har alt hvad vi kunne ønske i et I-landssamfund, hvor det kan virke egoistisk at påkalde sig ensomhed. 

Hvis ikke vi anerkender og rummer som mennesker, at det ikke er rosenrødt hele tiden, så bliver det sgu noget lort. Rent følelses- og energimæssigt ender vi, i min optik, i et vakuum. 
Jeg kalder det livets mellemrum.
Der hvor det er hverken eller, men bare helt almindelig leverpostej, uden udsving. 

Jeg mødte en russisk kvinde på en båd, på vej ud for at snorkle på Bali og vi faldt i snak. Der gik ikke længe før tårerne løb af mine kinder, fordi hun spurgte mig hvad jeg syntes om at rejse alene. 
Men lige der, midt i mellem tatoverede øjenbryn og lipfiller, kiggede en kærlig russisk kvinde på mig og på gebrokkent engelsk sagde hun; ‘Kirk, don't say sorry for crying. You are alive. You feel joy and sadness. That's a gift’. 

Og hun har ret. Følelsernes polarisering er en gave. For dér, findes livets mellemrum ikke. Bali tog mig ud af mellemrummet og tilbage til pulsen.

Tillad dig selv dine føleser. Også dem der ikke er yndige, pæne, polerede eller den største handelsvare på de sociale medier. Jeg vil love dig, at du altid vil blive mødt af nogen andre der har det på samme måde. Det blev jeg og det i sig selv var en kæmpe lettelse. 

Kærlig hilsen 

Kirk Rønler