Jeg blev hel på Bali!

Follow

Luftfugtigheden er kvælende, myggene sultne og gekkoerne piler over loftet, da jeg checker ind til Sound Medicine på The Yoga Barn i Ubud Bali.
Det er min sidste aften på Bali.
Jeg skulle egentlig have været til Ubud før, men en herlig omgang dårlig mave (spis ikke papaya skåret på stranden, selvom det smager fantastisk!), forhindrede mig.

Men jeg ville besøge Yoga Barn, mens jeg var på Bali.  
Som om jeg vidste at det ville forandre noget. Måske ikke Ubud i sig selv, men jeg vidste at jeg ville forbi The Yoga Barn. Og måske var det meningen at jeg skulle papaya-poop’e så jeg kom den dag der var Sound Medicine i stedet for den dag hvor der var Esctatic dance, som var det jeg havde drømt om at komme til. Men således sker alting jo af en årsag. 

Der var i hvert fald en grund til at jeg skulle til Sound Medicine. 

Hvad er Sound Medicine?

For at være ærlig anede jeg ikke hvad det var da jeg tilmeldte mig. Og jeg var lige ved ikke at komme, da jeg var super træt.
Men jeg havde et spørgsmål på sinde.
Til mig selv egentlig.
Som jeg endnu ikke kendte svaret på. 

Jeg har følt mig ensom på Bali. 
Ensomhed er en følelse og under enhver følelse er der et behov, der enten bliver mødt, eller i det her tilfælde ikke er blevet mødt. 

At jeg overhovedet når til at give plads til ensomheden, skyldes min dygtige vokalterapeut, Amanda Lagoni, som i en session kort før jeg tager afsted, siger til mig, at jeg er nødt til at give plads til alle følelser, også ensomheden, sorgen og ked af det følelsen. 

Spejløvelsen, som jeg har lært af Joan Ørting på sexologuddannelsen, var første gang jeg prøvede på Bali. En heftig øvelse, som var med til at skrælle lagene af og hurtigere komme ind til kernen. Der er noget nært og meget nøgent i at tale til mig selv. Men også meget dejligt, selvom jeg ikke rigtig har troet på det før. 

Jeg er nødt til at lytte til mig selv

Da jeg er på vej ind på The Yoga Barn, til Sound medicine session, dukker et spørgsmål op. Det er meget tydeligt og klart og det er direkte afledt af det behov jeg ikke har fået dækket. 
Med det går jeg ind til halvanden time sammen med 60 andre mennesker, i den smukkeste sal med gulv til loft vinduer, lige ud til junglevegetation. 

Vi synger. Chanter. Griner lidt og lige pludselig er det som om min stemme får vinger. Og midt imellem sang på sanskrit og arabisk, får jeg svar. 

Det kommer drypvist. Først lidt diffust og så meget tydeligt til sidst. Det ender med at blive formuleret som et mantra, som nu er mit. Et mantra, som svarer på mit spørgsmål. 

Efter at have sunget, er der meditation, hvor vi ligger med fødderne væk fra midten. Sherwin, som læreren hedder synger og spiller, sammen med en anden og rører lejlighedsvist med essentielle olier på vores kroppe. Jeg bliver eksempelvis rørt på mit ene knæ. Sjovt nok, eller ved sgu ikke om det er sjovt, men så mystisk nok, på det ben jeg er kommet til skade med. 

Det er noget smukt i at følge med flowet og det som er. Det lader sig gøre en gang imellem for mig og det gjorde det denne aften.

Jeg snakker med mig selv

Med hænderne over mit ansigt, talte jeg til mig selv. Som mig selv, men en mere ærlig udgave, en mere egenkærlig udgave. Jeg bad blandt andet en person om at gå ud af mit liv, som om jeg kunne tale direkte til vedkommende. Og for første gang, om end ikke direkte til vedkommendes ansigt, sagde jeg at jeg har været ked af det. Og sur. Det har jeg ikke gjort før. Har prøvet at være hende med overskud, der ‘bare’ ønskede lykke og glæde for min næste. Men det er sgu okay at blive sur. 

Mens tårer finder vej ned af kinderne, smiler jeg. For jeg føler mig lettet. 

Så var der nok en mening med at jeg skulle have dårlig mave den ene dag, for så at kunne komme den dag der var sound medicine. Hallelujah! 

Hvis du har lyst til at lave samme øvelse, hvis du eksempelvis er ked af det/usikker/utilpas, så stil dig selv disse to spørgsmål: 

1: Hvad føler jeg? 
2: Hvad har jeg behov for? 

Og find en måde at give det til dig selv på. Det er ikke egoistisk. Det går forud for hvad andre tænker og ikke mindst; det er en måde hvorpå du kan drage omsorg for dig selv. 

Kærlig hilsen 

Kirk Rønler