Ensomhed

Endelig er det fedt at rejse alene

Sidste år brød jeg sammen på Bali. 
På et badeværelse, under åben himmel. 
Med vandet rindende ned over min ryg, gav mine knæ efter og det eneste der tog imod, var stenhårde fliser imens lyden af vandet forstummede. 
Indeni mig buldrede følelsen af ensomhed. 
Uelskethed, hvis det overhovedet er et ord. 

Jeg følte mig SÅ alene. 
Og så endda i den anden ende af verden. 

Det gik op for mig, at mit selvværd trængte til lidt kærlig opmærksomhed og at der var et par, for ikke at sig en del, skeletter i skabet, som kaldte på min opmærksomhed. 

Til det, blev 2017 dedikeret. At stå stærkere i mig selv. 
Tillade min feminine energi mere plads. 
Mig selv mere plads. 
Og at turde stå i alt det grimme, smertelige og nederen, rent følelsesmæssigt. 

Det har givet mig rødder. Indeni mig. 
Som jeg tør læne mig ind i. 

Jeg vil rejse når jeg møder en kæreste... 

... så vil jeg se hele verden.

Den sætning hører jeg tit. 
Eller 'Når jeg får en kæreste, vil jeg gå mere til koncert, rejse, købe lækrere undertøj, x, y, z.' 

Jeg har selv tænkt tankerne. 
Ikke så meget det med at rejse, men det særligt det med at forkæle mig selv, har jeg tænkt at jeg først skulle når jeg havde en dejlig kæreste. 

Men vi kan ikke forvente at den partner vi møder, skal fylde os op. 
Det sker tit. 
At vi har nogle forventninger til vores partner, om at han/hun skal fylde det i/på os, som vi ikke selv er i stand til. 

Det siges at det vi mangler i vores barndom, det vi savnede, bliver til vores romantiske drømme og til de forventninger vi har til vores partner. 

Noget at det jeg savnede i min barndom var: 

- Tryghed
- Stabilitet
- Sjov
- At blive set

Det er vores eget ansvar at fylde det på os selv, som vi savner og mangler, for at føle os elsket og set. 
Jeg har i lang tid tænkt, at når jeg fik en kæreste, SÅ skulle jeg have det sjovt. Og glædet mig til, at så skulle jeg ses og feteres. 

Men for fanden manner, jeg elsker når Marie Louise Bregendahl siger; 'Med mere, skal mangel belønnes', i forhold til det vi tiltrækker af partner. 

Så 'mangler' jeg at have det sjovt i mit liv, vil jeg tiltrække en der i heller ikke har det sjovt. 

Det er lidt forenklet sagt, men ikke desto mindre har jeg set det flere gange. 
At det jeg manglede, 'et godt selvværd', var det jeg mødte i en mand - en mand med et dårligt selvværd. 

Eller 'jeg mangler at have det sjovt', oh lord, så mødte jeg en med den samme udfordring. 

Så jeg har taget ansvaret selv. 
For det er min opgave at fetere og kurtisere mig. 
Sørge for at jeg har det sjovt. 
Og når jeg bliver ked af det, så er det min opgave at rumme alle følelserne, se mig selv og gøre min sjæl og hjerte. 

Jeg elsker luksus, varme og at rejse...

Så det gør jeg. 
Alene. 
Som jeg altid har gjort. 

Men denne gang, hvor jeg skriver fra lufthavnen på vej til varmen, glæder jeg mig om muligt endnu mere. 

Og er lettet over at jeg tager afsted i et andet state of mind, end de forrige år. 

Det er min gave til mig selv. 
Præcis som det har været at shoppe koncertbilletter og oplevelser til 2018, inden året rinder ud af sin første måned. 
For jeg vil ikke leve et liv, hvor jeg håber på en mand, der en dag svinger benene væk under mig, med masser af invitationer, spas og kigger på mig som jeg ville ønske mine forældre og familie havde gjort da jeg var barn. 

Det skal jeg kunne give til mig selv. 

Så hurra, for at have pakket kufferten og bruge den næste uge på et femstjernet resort. 

Bare for mig. 

Fordi jeg er røvhamrende dejlig og fortjener at forkæle mig selv. 

Roger and over, vi ses på den anden side - nu! Tager jeg ned for at bage på mig selv, bage i solen og bage på den der herlige bog jeg udgiver til foråret :) 

Kærlig hilsen

Kirk Rønler  

 

 

 

Jeg vil ikke undvære ensomheden!

Follow

Jeg græd. Ikke som en pisket, men med tårer der stille løb ned af kinderne. Midt i et udendørsbad på Bali græd jeg. Fordi jeg følte mig alene og ensom. 
Måske en naturlig del af det at rejse alene, at lejlighedvist føle sig alene. Men ensomheden er en jeg genkender, også derhjemmefra. Der får den bare ikke ligeså meget plads. 

Det er en ensomhed jeg har været ærlig omkring på sociale medier og overfor mine venner.
Det har affødt interessante reaktioner. Langt størstedelen har været søde og har sendt krammere. Nogen har heppet på at det er rart at læse om ærlige, autentiske og sårbare følelser. 

Sørg for du ikke bliver ensom

Og så er der egentlig de reaktioner der har overrasket mig mest, omend jeg ved de er sagt af kærlige hjerter. 
Straight up lyder de; ‘Kirk, jeg husker at du havde nogen af de samme følelser sidste gang du rejste alene. Måske du skulle finde en anden rejseform, så du ikke føler dig ensom’. 

Det er sagt i kærlighed. Håber jeg i hvert fald. 

Men jeg vil ikke undvære ensomheden. Jeg vil ikke undvære det grimme i livet, det der gør ondt, det der giver ridser i livets lak. For ridserne er dybde, erfaring og ensomheden forsvinder ikke, bare fordi jeg holder op med at rejse alene. Jeg tror vi allesammen kender følelsen af at være ensom, selv i selskab med andre, nogen måske endda også i deres parforhold. 

Følelser og behov

Ensomhed er en følelse.
Under enhver følelse er der et behov der ikke er blevet mødt. 

Når jeg føler mig ensom, er det fordi der er nogle behov jeg ikke har mærket efter hvad er og givet plads til at blive mødt.
I en travl hverdag, sikkert som så mange andres, kan jeg tit ende nederst på to do listen. Min egenomsorg bliver nedprioriteret og tempoet gør at det er svært at lytte efter til det jeg har brug for. 

Det vi ikke giver plads, bliver større og på et tidspunkt, som en trold, hopper det ud af æsken. Sjældent på belejlige tidspunkter. For mig blev det på Bali. På en tur hvor nogen mente at jeg ikke kunne tilllade mig at være ked af det, for jeg var jo på Bali. På ferie i paradis, hvor jeg bare burde være glad. 

Men det var jeg nu engang ikke. I hvert fald ikke hele tiden. 
Jeg følte mig ensom, fordi der var nogle behov jeg ikke havde anerkendt og givet kærlighed. 
Det gik op for mig på Bali. 

Og det er sgu da røv-vigtigt!
Og ikke noget jeg ville undvære for noget i verden.
Jeg er vendt hjem fra Bali mere hel end jeg tog afsted. Klogere. 

Er du bange for ensomhed?

Hvorfor er vi så bange for ensomhed? Hvorfor skulle jeg holde op med at rejse alene, for at undgå at mærke ensomhed? Det i sig selv, er i min verden utopi, at tro at andres selvskab, afholder dig fra at mærke ensomhed. 
Hvorfor er vi så bange for, det der gør ondt? Måske fordi vi i princippet har alt hvad vi kunne ønske i et I-landssamfund, hvor det kan virke egoistisk at påkalde sig ensomhed. 

Hvis ikke vi anerkender og rummer som mennesker, at det ikke er rosenrødt hele tiden, så bliver det sgu noget lort. Rent følelses- og energimæssigt ender vi, i min optik, i et vakuum. 
Jeg kalder det livets mellemrum.
Der hvor det er hverken eller, men bare helt almindelig leverpostej, uden udsving. 

Jeg mødte en russisk kvinde på en båd, på vej ud for at snorkle på Bali og vi faldt i snak. Der gik ikke længe før tårerne løb af mine kinder, fordi hun spurgte mig hvad jeg syntes om at rejse alene. 
Men lige der, midt i mellem tatoverede øjenbryn og lipfiller, kiggede en kærlig russisk kvinde på mig og på gebrokkent engelsk sagde hun; ‘Kirk, don't say sorry for crying. You are alive. You feel joy and sadness. That's a gift’. 

Og hun har ret. Følelsernes polarisering er en gave. For dér, findes livets mellemrum ikke. Bali tog mig ud af mellemrummet og tilbage til pulsen.

Tillad dig selv dine føleser. Også dem der ikke er yndige, pæne, polerede eller den største handelsvare på de sociale medier. Jeg vil love dig, at du altid vil blive mødt af nogen andre der har det på samme måde. Det blev jeg og det i sig selv var en kæmpe lettelse. 

Kærlig hilsen 

Kirk Rønler