rejse

Endelig er det fedt at rejse alene

Sidste år brød jeg sammen på Bali. 
På et badeværelse, under åben himmel. 
Med vandet rindende ned over min ryg, gav mine knæ efter og det eneste der tog imod, var stenhårde fliser imens lyden af vandet forstummede. 
Indeni mig buldrede følelsen af ensomhed. 
Uelskethed, hvis det overhovedet er et ord. 

Jeg følte mig SÅ alene. 
Og så endda i den anden ende af verden. 

Det gik op for mig, at mit selvværd trængte til lidt kærlig opmærksomhed og at der var et par, for ikke at sig en del, skeletter i skabet, som kaldte på min opmærksomhed. 

Til det, blev 2017 dedikeret. At stå stærkere i mig selv. 
Tillade min feminine energi mere plads. 
Mig selv mere plads. 
Og at turde stå i alt det grimme, smertelige og nederen, rent følelsesmæssigt. 

Det har givet mig rødder. Indeni mig. 
Som jeg tør læne mig ind i. 

Jeg vil rejse når jeg møder en kæreste... 

... så vil jeg se hele verden.

Den sætning hører jeg tit. 
Eller 'Når jeg får en kæreste, vil jeg gå mere til koncert, rejse, købe lækrere undertøj, x, y, z.' 

Jeg har selv tænkt tankerne. 
Ikke så meget det med at rejse, men det særligt det med at forkæle mig selv, har jeg tænkt at jeg først skulle når jeg havde en dejlig kæreste. 

Men vi kan ikke forvente at den partner vi møder, skal fylde os op. 
Det sker tit. 
At vi har nogle forventninger til vores partner, om at han/hun skal fylde det i/på os, som vi ikke selv er i stand til. 

Det siges at det vi mangler i vores barndom, det vi savnede, bliver til vores romantiske drømme og til de forventninger vi har til vores partner. 

Noget at det jeg savnede i min barndom var: 

- Tryghed
- Stabilitet
- Sjov
- At blive set

Det er vores eget ansvar at fylde det på os selv, som vi savner og mangler, for at føle os elsket og set. 
Jeg har i lang tid tænkt, at når jeg fik en kæreste, SÅ skulle jeg have det sjovt. Og glædet mig til, at så skulle jeg ses og feteres. 

Men for fanden manner, jeg elsker når Marie Louise Bregendahl siger; 'Med mere, skal mangel belønnes', i forhold til det vi tiltrækker af partner. 

Så 'mangler' jeg at have det sjovt i mit liv, vil jeg tiltrække en der i heller ikke har det sjovt. 

Det er lidt forenklet sagt, men ikke desto mindre har jeg set det flere gange. 
At det jeg manglede, 'et godt selvværd', var det jeg mødte i en mand - en mand med et dårligt selvværd. 

Eller 'jeg mangler at have det sjovt', oh lord, så mødte jeg en med den samme udfordring. 

Så jeg har taget ansvaret selv. 
For det er min opgave at fetere og kurtisere mig. 
Sørge for at jeg har det sjovt. 
Og når jeg bliver ked af det, så er det min opgave at rumme alle følelserne, se mig selv og gøre min sjæl og hjerte. 

Jeg elsker luksus, varme og at rejse...

Så det gør jeg. 
Alene. 
Som jeg altid har gjort. 

Men denne gang, hvor jeg skriver fra lufthavnen på vej til varmen, glæder jeg mig om muligt endnu mere. 

Og er lettet over at jeg tager afsted i et andet state of mind, end de forrige år. 

Det er min gave til mig selv. 
Præcis som det har været at shoppe koncertbilletter og oplevelser til 2018, inden året rinder ud af sin første måned. 
For jeg vil ikke leve et liv, hvor jeg håber på en mand, der en dag svinger benene væk under mig, med masser af invitationer, spas og kigger på mig som jeg ville ønske mine forældre og familie havde gjort da jeg var barn. 

Det skal jeg kunne give til mig selv. 

Så hurra, for at have pakket kufferten og bruge den næste uge på et femstjernet resort. 

Bare for mig. 

Fordi jeg er røvhamrende dejlig og fortjener at forkæle mig selv. 

Roger and over, vi ses på den anden side - nu! Tager jeg ned for at bage på mig selv, bage i solen og bage på den der herlige bog jeg udgiver til foråret :) 

Kærlig hilsen

Kirk Rønler  

 

 

 

Jeg vil have Marokko helt under huden!

Jeg har stået på en bjergskråning i Toscana i klipklappere og smagt på vin i bagende hede, med en lille mand, der stod i den mest beskidte undertrøje og kun to pløkker i kæften.
Men vinen smagte himmelsk.
Af bær.
Brombær og sød sommer.
Varmen var tør og jeg husker at jeg havde en farverig sommerkjole på.

Den sidste dag jeg var i Singapore, gik jeg en tur. Jeg havde bare arme og husker at sige til mig selv; 'Jeg vil huske den her følelse af varm vind på min hud, når jeg kommer hjem til kolde Danmark'.

På en tur i Malaysia fik jeg en tur i en faldskærm der blev trukket efter en speedbåd. Damn! Jeg husker den kropslige følelse af angst, fordi jeg er højdeskræk, og samtidig den overvældende skønhed, at se Langkawi fra luften af. Jeg husker grinet på ansigtet af den pige der sad ved siden af mig, og varmen fra hendes hånd, da jeg rakte ud og bad hende holde mig i hånden.

Jeg rejser med mine sanser - Next stop Marokko

På lørdag rejser jeg med Go Traveling International og Marokkoeksperten til Marrakech og Agadir i Marokko. Jeg har aldrig været der, så jeg glæder mig allerede til at sanse et nyt land.
Hvordan dufter Marokko?
Hvad er deres smage?
Hvilke oplevelser kommer min krop til at huske?
Hvilke oplevelser kommer til at køre på repeat i mit hoved og hvilke sætter sig så meget fast, at jeg anbefaler turen til andre?
Jeg ved at jeg glæder mig til at opleve deres souk i Marrakech og tænker, at min indre benhårde forhandler skal i gang, så både krydderier og farvestrålende sager kommer med hjem.

Du kan følge min tur i Go Traveling International, som by far, er det fedeste digitale rejsemagasin. Du kan downloade det til din telefon eller tablet.
App Store: bitly.com/gotinter
Google Play: bitly.com/gointer1

Eller du kan følge med, lige med det vuns på min Instagram profil her, hvor jeg dagligt fra lørdag, tager dig med på tur :)

Og trænger du til at drømme, om alle slags rejser, om at hele verden, er din legeplads, så følg Go Traveling International på Insta her.

Kærlig hilsen
Kirk Rønler, soon to be Marokko-lover

 

 

Kan jeg sige til en fremmed at jeg er ensom?

Follow

Jeg elsker at rejse!
Opleve andre kulturer, kigge på mennesker og observere hvordan kultur folder sig ud, fra dagligdag til hverdagssituationer. 
Som eksempelvis her på Bali, hvor de hver morgen meget sirligt anretter en fin lille bambustallerken med ofringer til guderne foran restauranten, huset, eller hvor det nu er. Helt fint med blomster, mm. 

Jeg er sent i mit liv kommet igang med at rejse. Min ungdom var altid præget af at være praktisk. At så måtte jeg nok hellere tjene penge, så jeg ikke fik studielån, end at nyde livet og rejse. 

At rejse alene 

Jeg har veninder, som synes jeg er modig fordi jeg rejser alene. Men for fanden mand, jeg ved jo ikke hvornår jeg har en kæreste igen eller hvornår veninderne har tid til at rejse, og skulle det så holde mig tilbage fra at rejse? 
Nej, synes jeg. Uanset hvor grænseoverskridende jeg også synes det kan være. 

Selvvagt alenetid og ensomhed 

At være alene, har altid været blandt mine favoritter. Jeg kan dulrer rundt og ikke lave en skid derhjemme. Jeg kan sagtens sidde og bare glo ud i luften på en restaurant og på en aften som i aften, hvor mit selskab har brug for at tage et par opkald under middagen, går jeg ikke i panik og river telefon eller bog frem. For det er okay og ganske dejligt at sidde der alene og nyde livet, vinden i kinderne og se glade ansigter på de andre gæster. 
Det er okay. 
Men nogen gange, er det fandme også ensomt at rejse alene. Og grænsen imellem selvvalgt alenetid og følelsen af ensomhed, er nogen gange forsvindende lille. 

Jeg er ensom og ked af det 

Nogen ville sikkert påstå at det ikke ville kunne lade sig gøre at føle sig ensom på Bali. Så smukt og dejligt et sted. Men ikke desto mindre gik jeg i seng igår aftes og følte mig ensom. Jeg havde været sammen med en ny gruppe bekendte i løbet af eftermiddagen og aftenen, men alligevel blev jeg ked af det da jeg kom tilbage på mit hotel. 
Og det var jeg også da jeg vågnede og da jeg sad og spiste morgenmad. 

Hvad gør en klog så? (Udover at skide i en krog... :) ) 

Jeg skrev til nogen venner derhjemme og sagde bare straight up at jeg var lidt 'mussi' og havde brug for at snakke. Så var der digitale krammere på Facetime!
Men jeg havde stadig brug for en rigtig krammer og et par kærlige øjne, der bare var der. 

Men for dælen... kan jeg sige til en fremmed, at jeg har brug for en krammer? 
Nu er Ignacio ikke totalt en fremmed mere. Vi har spist sammen et par gange og haft det sjovt.
Så jeg skrev til ham om han gav et stort kram, når jeg kom frem til Dojo'en? Satsede hele butikken og skrev at det var fordi jeg var lidt ked af det. 

Og sådan blev det. Og til at jeg sad ved samme bord, som ham med min computer og arbejdede. Det var trygt og tilpas meget under nogens vinger, til at roen faldt over mig. 
Det blev til middag på italiensk restaurant. Muligvis den bedste ravioli jeg nogensinde har fået. Det måltid vil i hvert fald være en del af min hukommelse længe. 
Og måske mest af alt i mit hjerte, at en fremmed mand rummede at jeg var ked af det. Og ikke mindst stoltheden over at jeg turde at sige det højt og bede om det jeg havde brug for. 


Og bare inden du tror at det er helt ad helvedes til på Bali... det er det ikke. Jeg nyder det. Jeg er glad det meste af tiden, men den skinbarlige sandhed er altså også at det kan være ensomt at rejse alene. 

Kys & Balikarma, 

Kirk 

Følg mig og Balilivet på Instagram... eksempelvis fra i dag; et liv i overhalingsbanen, med køer på vejbanen! Søde køer!