Hvad gør jeg efter frømanden?

Follow

Hvilken mand kan jeg date, efter at have været kæreste med en mand som både er sjov, intelligent, god med mine veninder, god i sengen, kysser godt og som ligner en adonis uden tøj på?
En lidt halvtyk elektriker?

Hvad søger du i en kæreste?

Han/Hun skal være sjov, have en god uddannelse, lækker, i hvert fald højere end mig, han skal træne og holde sig i form, have en spændende karriere og job, kunne passe sig selv, elske mine venner/veninder, virkelig god i sengen, god til at kysse, stå klar med mad når jeg kommer hjem og så skal vi også have noget at snakke om. Ja! Han/Hun skal være god at snakke med, for sex er jo selvfølgelig ikke alt!'

Måske der er lidt eller meget der passer på dig og det du kunne tænke dig i en partner. Jeg har selv været der. Hvor min liste og ønsker til en mand, var længere end dagens to do lister. Og så endte jeg samme sted, med en super veltrænet mand, med en karriere indenfor Forsvaret, lidt sjov, lidt god til at lave mad, men jeg var stadig ikke lykkelig og det var stadig ikke varig kærlighed.
Ikke fordi der er noget galt med Forsvarsmænd, de har en stor plads i mit hjerte, for de fleste af dem er virkelig fine mænd. Og gode mænd!

Men jeg synes det var svært at være åben overfor 'typer' af mænd efter jeg blev skilt. Og 'typer' er i virkeligheden et røv-ord, for det er alt andet lige begrænsende og stereotypt af helvedes til. Og kedeligt ikke mindst. Men det er en term vi kan forholde os ved, så lad os blive lidt ved det.

Hvem dater du?

Jeg er et nysgerrigt menneske og jeg er nysgerrig på mennesker, vores sind, adfærd og det vi består af og jeg synes til stadighed at det er uendeligt kedeligt og forudsigeligt at starte en samtale med 'Nå, hvad laver du så?!'.
Men når vi gør det, er det for at kategorisere, sætte en label på. Så kan vi sammenholde det vi hører 'Jeg arbejder som investor i Danske Bank', med det vi ser: en lyseblå polo, jeans med alm. fit og et par sejlersko og (lidt provokerende) konstatere at her er der tale om en kedelig bankmand, som har forsøgt at se interessant ud ved at tage de samme sko på som Thorkild Thyrring. Som var vi Anne Glad i gang med at segmentere i fuld 'Kender Du Typen' stil!

Bankmanden, it-nørden, kokken, journalisten...

Jeg har forsøgt de seneste par år at have et åbent sind og lade mig gå på opdagelse blandt de mange fantastiske mænd der findes. For de er sgu fantastiske!
Jeg har været på date med en It-Sælger, Journalist, Kok, Brandmand, It-Nørd, Læge, Pokerspiller og mange flere. Alle lige forskellige, alene qua deres job. Jeg har datet den studerende der ingen penge havde og ham der flyver jorden rundt i privatfly. Ham der ikke kan løbe en tur rundt om søerne og ham som alle troede halvvejs kunne slå ihjel med en neglesaks.

Fra tyk, til halvtyk til vaskebræt

Jeg kigger på ham og får bare slet ikke lyst til at røre ham. Jeg tager derfor kun på hans skulder og ryg.
Scenen er fra en date, ja egenligt et par stykker, med fyre som har været lidt halvtykke. Og for mig er det et kardinalpunkt når der er for meget på dunken (sorry boys!). Jeg tænder ikke på det og det er alt andet lige en nødvendighed for at blive kærester.
Til gengæld har jeg fundet ud af at det ikke behøver at være en toptrimmet fyr med vaskebræt og en fedtprocent lavere end kyllingpålægget fra Netto.

Groft sagt: Det giver sgu da flere chancer i den samlede dating-jungle og refleksionen og opdagelsen i sig selv, har ladet mig besøge mine egne værdier og hvad der er vigtigt for mig. Og det var ikke det jeg oprindeligt troede.

Udfordring // Dating tip

Så min udfordring til dig er derfor: Prøv at droppe listen og kravene og tag på date med en du måske ikke umiddelbart normalt ville have valgt. Måske på grund af udseende eller det han/hun arbejder med? Hvad er det værste der kan ske? At du drikker en kop kaffe med et menneske som du kan gå på opdagelse i og med og helt sikkert lærer noget nyt om dig selv eller det andet menneske.
Men gør det med et åbent sind og hjerte. Ellers er det ligegyldigt.

Tager du imod udfordringen?

På date med Det Finske Saunahus

Jeg gør. Jeg har sagt ja til en date med en sød fyr. Men en fyr som skræmmer halvvejs livet af mig med hans nærvær og intensitet og virkelig erotiske charme. Og jeg er lige ved at sk... i bukserne. Og det er jeg ellers sjældent.
Han hedder Det Finske Saunahus. For som alle mændene i mit liv har de en titel, et navn som ikke er deres eget. Det er ikke kun fundet på til denne blog, men er meget behændigt i forhold til anonymitet. Så here goes: En date med Det Finske Saunahus. More to come!

Pssst... hvis du er nysgerrig på det med at jeg har været gift, så læs med på bloggen.

Kærlig hilsen

Kirk Rønler