Jeg vil med til livets klassefest...

Follow

Min mor og far lærte mig, at hvis jeg ville med til andres fødselsdagsfester fra skolen, så holdt jeg også selv fest. Det var egentlig en meget enkel læresætning, på linje med; 'Hvis du er for syg til at gå i skole, er du også for syg til at gå i klub om aftenen'. 
Det var håndgribeligt og til at føle på og forstå, selvom jeg ikke altid, synes at det var lige retfærdigt. 

Og jeg kom også tit i knibe med de der skolefester, for reglen var også, at hvis jeg inviterede til fest, så inviterede jeg hele klassen. Ikke kun nogen, men alle. Sådan var det. 

Jeg elsker at holde fest

Min fødselsdagsfest er noget ganske særligt for mig. 
Jeg holder den hvert år i februar måned og der er altid to hold gæster. Dem som er inviteret til mad og dem som er inviteret til efter maden. 
De allervigtigste mennesker i mit liv, får datoen at vide 4 måneder før, som oftest med skriftlig invitation, fordi jeg ynder at gøre mig umage. 
Og derfra er der tema, dresscode, forberedelse der går ugevis forud for festen. Og ingen får noget at vide, før de har sagt ja til at komme. 

Kirk, jeg glæder mig til invitationen

Jeg er meget gavmild med invitationer til mine fester. Mine venner ved at der altid er en røvfuld nye mennesker, som de ikke nødvendigvis har set før. Men altid søde, spændende og sjove mennesker. For det elsker jeg og på den måde er mit hjem og hjerte åbent. 
De må altid tage venner med og således er mine fester altid en opdagelsesrejse udi nye bekendtskaber. 
Men det er ikke en charity case. 
Jeg vil gerne tilbage til dengang vi gik i skole. Hvor en invitation blev takket ja til, velvidende at den skulle responderes med en invitation, når det blev ens tur til at fejre fødselsdag. 
Egentlig synes jeg vi holder alt for få privatfester. Jeg savner at blive inviteret til fest og jeg forstår faktisk ikke hvorfor folk synes det er så dødbesværligt at holde fest. Men dem om det. 

Mit værd er ikke proportionelt med gæstelistens længde 

Engang troede jeg at jeg ville blive mere populær og elsket hvis jeg inviterede mange mennesker til mine fester.
At måske, hvis jeg blev ved med at invitere, så fik jeg en dag en tilsvarende invitation tilbage. 
Men nej. 
Det gjorde jeg ikke. Altså fik livets klassefests invitationer tilbage. 


Så jeg vil ikke mere.

Jeg vil tilbage til dengang vi havde pli og manerer som i folkeskolen. 
Den ene dag kommenterer en bekendt på et opslag om at jeg glæder mig til min fest, at han glæder sig til invitationen. 
Men der kommer ikke en invitation. 
For jeg har ikke fået nogen invitationer de sidste par år. 
Og det behøver ikke være en invitation til det helt store bal hos dronningen, en tur i byen, et glas vin, en invitation til selskab i teatret kan gøre det. 

Jeg synes vi fortjener at gøre os umage. Feste mere. Men jeg synes også at vi bør have så meget pli at inviterer venner og bekendte til en festlighed, så anerkender vi den ved at gengælde invitationen, om det så er til kaffeslabberas, cykeltur i skoven eller andet. 

Så lad os byde velkommen til Livets Klassefest og genfinde de gode manerer. 

Kærlig hilsen

Kirk Rønler