Nu som sexologstuderende

Er en sexolog kun en der kan hjælpe dig med at finde det rette sexlegetøj og vejlede hvad du gør, hvis du vil have en trekant? 

Måske det er den gængse opfattelse. Jeg har selv haft den. Tænkt at det nok kun var det en sexolog arbejdede med. 

Alt det som ikke er sex 

Men det er det egentlig ikke. Måske engang, men idag er en sexologs arbejde også alt det, der ikke er direkte sex. Alt det som udvikler dig som menneske. Det er arbejde med skam, skyggesider, kærlighedens sprog, hvordan dine coping-strategier som barn i din familie, relaterer sig til din adfærd som voksen. 
Det er sindsygt spændende. 

Den dansende sexologi 

Mit ønske og ambition er at arbejde med det jeg lærer på sexologuddannelsen, igennem dansen. Af to årsager og måske der kommer flere til undervejs. 
Jeg oplever en overskyggende udfordring hos mig selv og hos de kvinder jeg møder. 
At vi bliver oppe i hovedet og har svært ved at komme ned i kroppen. For mig føles det som, at ende i et hamsterhjul der pisker der udad med endeløse todo lister der aldrig bliver kortere, men kun længere, som en evig reminder om at gøre det bedre, hurtigere, mere perfekt, mere effektivt. 

Næh fy, det gør pæne piger ikke 

Måske de nemmeste udfordringer at genkende, er dem jeg genkender fra mig selv. 
Jeg har haft svært ved og kæmper stadig med at tappe ind i min feminine og flirtende energi, for det gør pæne piger jo ikke. Lytter til sig selv, fylder for meget, lytter til intuitionen, flirter uden at ville have sex, tillader kaostilstande indeni som et øjeblik er 'ja, tak' og et andet 'nej, tak'. 
Det er karrikeret, men ikke desto mindre følelser og adfærd jeg kender fra mig selv og de kvinder jeg møder. 
Skammen som handler om at være for meget. Frygten for hvad andre tænker, hvis jeg er for flirtende eller tillader mig selv at danse sexet og sensuelt. 

Så drømmen er at tage sexologien med ind i dansen. Med skyggesider, skam, frygt, lykke, glæde, lyst og hele baduljen. Det pæne, det sexede, det frække, det grimme og det vi ikke har kigget på rigtig længe. Med tiden. 

Jeg glæder mig til den rejse. 

Læs med her på bloggen, hvis du vil med. 

Kærlig hilsen 

Kirk Rønler