I januar checkede jeg ud. Hos Vivi Schmidt som har Vedelshavegaard på Fyn.
Det smukkeste sted, som er naturlig og ren i sin energi og så meget fyldt med kærlighed.

Jeg var der til et tre dages retreat og timingen kunne ikke have været bedre for mig.
Ikke at jeg vidste det, da jeg sagde ja, men det viste sig, at det ikke havde kunnet være bedre.

2017 synes jeg var et hårdt år.
Forretningsmæssigt var det et godt år, spændende med nye muligheder og for alvor et år, hvor jeg kun arbejdede for mig selv.

Privat var det et år, hvor skam og sorg var de to følelser der fyldte mest.

Da jeg landede hos Vivi anede jeg faktisk ikke helt at healing var en del af det retreat jeg var på.

Jeg har ikke den store erfaring med healing, men er åben for det.

Jeg har sluppet ideen om at jeg skal regne ud hvad der foregår, og forsøger 'bare' at tage imod, hvilket selvfølgelig er nemmere sagt end gjort.

Jeg følte det som om der var en prop i mig

Jeg har i efteråret 2017 kunnet mærke at 2018 ville blive et år med forandring. Jeg har haft det som om at '18 ville blive et år hvor jeg høstede, mere end at så.

Et år med et hamskifte.

Hvor noget ville være markant anderledes i mig.

Uden at jeg vidste præcis hvad.

Men samtidig havde jeg det også underligt, stramt, spærret inde, låst, fastspændt-agtigt, da jeg kom ned til Vivi. Som om der var en prop i mig. En prop der føltes som om, den sad omkring mit bryst og blokerede passage, både ned i mine ben, ned til mine rødder, min forbindelse til mig selv og en prop som blokerede en forbindelse til mine øvre chakraer, min forbindelse til det guddommelige, min intuition og også min evne til at se nyt, være kreativ og slippe.

I løbet af de dage hvor jeg er hos Vivi bliver jeg healet flere gange.

Den ene gang husker jeg så tydeligt hvordan det føles som om jeg ikke helt kan trække vejret, som om mit bryst, lige der ved brystbenet er, er løftet lidt, og som om jeg ikke helt kan få kontakt til underlaget, til mig selv og skabe flow imellem over- og underkrop.

Du må ikke spørge mig hvad det er hun gør, hende Vivi.
Eller hvordan healing fungerer som i praksis.
Det gør ikke ondt. Det føles meget kærligt og jeg kan mærke at jeg er meget tryg i processen og at Vivi har gode hænder.

Da jeg går af briksen føles det som om proppen er væk. Som om der er mere forbindelse og flow.

Det føles som om jeg popper popcorn

Den næste session med Vivi er også inklusiv healing og udover at hun healer mit haleben, som har gjort ondt i næsten ti år, så da jeg efterfølgende går en tur, er nødt til at sende hende en sms hvor jeg skriver 'jeg føler jeg har får en hale igen og at jeg nu bare kan gå og vrikke med halen', så healer hun også mit hoved.

Da hun starter spørger hun ind til hvordan det føles omkring mit hoved; 'Tungt. Spændt. Som om der er sådan en stor metal-bøjle henover mit hoved, som strammer. Den er mørkegrå.'

Det er hvad jeg kan fortælle.

Imens Vivi healer mig, mister jeg al fornemmelse af tid og sted og giver mig hen til det hun kan. I fuld tillid. For hun kan noget og jeg vil ikke 'belemre' mit hoved, med at prøve at forstå hvad det er.

Undervejs i healingen, kan jeg mærke at det letter. At båndet fjerner sig.
Med det fulgte også en sårbarhed, for jeg følte mig lige pludselig meget åben.

Og lige der midt på briksen, en eftermiddag tror jeg det var, i hænderne på en kvinde, jeg bare vidste at jeg kunne have tillid til, begynder jeg at grine.

Vivi spørger hvad jeg mærker?

'Mit hoved popper. Det er som om toppen af mit hoved er blevet til en popcornsmaskine og nu popper små fine hvide popcorn ud af hovedet på mig.'

Og sådan har det været siden.
At ideerne står i kø.
Min livsenergi har fået et skud vitaminer.
Proppen i mig er væk og jeg føler igen at jeg har forbindelse med mig selv, mine rødder, mine ønsker, det som er godt for mig og ikke mindst min kreativitet.

Jeg kan ikke forklare hvad der er sket.
Men jeg kan sige dig så meget; hun kan noget. Hende Vivi. Som er som en maggiterning af kærlighed og lys og hun rør mig. Rør noget i mig. Forandrer noget.

Tak Vivi!

Kys & kærlighed