Farvel til fitnessbranchen...

Follow

Som noget helt nyt kan du nu lytte til selve bloggen. Du får min sprøde stemme og kan fortsætte med tøjvasken, madlavningen, arbejdet, mm., imens. Alle blogs vil løbende blive indtalt, så får du lyst til at gå på opdagelse kan du det. Men for nu... tryk blot på play!

Jeg har undervist mere end 6.000 timer i danske og udenlandske fitnesscentre. Alt fra stram op, puls & styrke, pilates, thai bo, step, reformer, heat it up og de fleste aggregater, fra pinde med elastikker og halve bolde med hård underside, har jeg haft imellem hænderne.
Det har været en karriere som presenter, hvor jeg har undervist andre instruktører og flere hundrede instruktører er blevet færdiguddannet under mig, både indenfor pilates og reformer.
Både SATS, Equinox, Fitness World, Fresh Fitness, Energii, FitnessX, Ny Helse, Trimloftet og mange flere har været min legeplads, hvor jeg uge efter uge tog imod flere hunderede mænd og kvinder og indtil flere gange har råbt 'Otte mere', grinet sammen med dem når koreografien ikke ville lykkes og motiveret og skubbet på, når de havde brug for et ekstra hep.
Mere end halvdelen af mit liv har jeg undervist. Og jeg elsker det.
Siden 2003 har det været i fitnessbranchen, hvor den underskønne Pernille Juul fra Aalborg Sportshøjskole, var den der skubbede på først og faktisk var den der overtalte mig til at undervise i det der dengang hed Low Aerobic.
Det blev koblingen imellem anatomien fra Trænerskolen og øvelserne i fitness, der fangede mig. At jeg forstod det og havde et tække for hurtigt at kunne rette øvelser til og forklare Hr. og Fru Danmark, hvad det egentlig var de skulle gøre. Og så i øvrigt have talent for at underholde undervejs og få folk til at grine, den korteste vej til deres træningshjerter.
Jeg har elsket det og savnet det hver gang jeg ikke har kunnet undervise på grund af operationer, mm.

Ikke mere dårlig samvittighed til danske kvinder

Jeg fik i 2013 mit drømmejob hos Fresh Fitness. Endelig fusionerede to verdener, min reklamepige og træningsnørd i samme job. Jeg er stolt af at have været med til at revolutionere en branche som evigt og altid har haft ønsket om at motivere ved pisken og den dårlige samvittighed. Ved at vise billeder af idealer som var uopnåelige.
I Fresh Fitness lavede vi en reklamefilm som tog bladet fra munden, og branchen ikke mindst, og for første gang sagde det som det var; 'Vi kunne godt vise dig en Fresh Fitness reklame, der starter med at se sådan her ud. Men sandheden er nok at de fleste af os nærmere ser sådan her ud'. I filmen klippede vi fra en super trimmet lækker fyr, til en helt almindelig dansk ung fyr. For sådan er virkeligheden.
Måske det blev de første spæde skridt til en større bevidsthed omkring hvad jeg selv er med til at promovere og sælge. 
Jeg har selv været den underviser, der på timer, i et forsøg på motivation, har råbt: 'Er det alt du har i dig?', 'Hvis ikke du starter med træning nu, får du aldrig en fast røv til sommer', 'Kom nu, den flade mave kommer ikke af sig selv', 'Tag dig sammen!'.
I mere end ti år, mens jeg har været i den her branche, har jeg haft det dårligt med mig selv, uanset hvor god form jeg har været i. Jeg har hadet min krop og tæsket den til at skulle performe bedre.
Men jeg vil ikke mere.
Jeg har længe ikke villet med min egen krop. Men jeg har stadig perifert været en del af branchen som underviser.
Det var der jeg startede da jeg blev selvstændig. Underviste 20 timer om ugen, for at kunne betale huslejen. For den hjælp er jeg taknemmelig.
Man ser en sammenhæng imellem sport og øget selvværd og selvbillede i forhold til kroppen, men når der kommer konkurrenceelementer ind, har det faktisk den modsatte effekt og det er ligegyldigt om det så handler om at du vil stille op til VM, løbe hurtigere rundt om Damshussøen, eller vil kunne løfte flere kilo, mm.

Nu er jeg danselærer

Hvis du havde sagt til mig for to år siden, at jeg ville blive danselærer og leve af at danse i flagrende gevandter, at jeg ville smide alt mit almindelige træningstøj ud i bytte for noget der ikke hele tiden minder mig om at trække maven ind, eller at den ikke er flad nok, ville jeg ikke have troet dig.
For to år siden havde jeg mit, dengang, drømmejob. Jeg gik i høje hæle 6 dage om ugen, havde jakkesæt på, forhandlede med store virksomheder, havde budget-, strategi- og personaleansvar og elskede det. Jeg blev høj af suset. Drømte om mere og blev ekstatisk da jeg fik en henvendelse fra London.
Men jeg nød det aldrig rigtig helt, imens jeg var i det. Var altid optaget af målet og så det næste mål. Klædte mig som en mand, talte som en mand og havde ingen kontakt med min egen krop og under ingen omstændigheder en fornemmelse af hvordan jeg havde det.

Nu er jeg danselærer.
Jeg underviser dejlige damer i groove dance. I events som handler om at nyde livet og kickstarte eks. en weekend, i dans på forløb, som flytter noget indvendigt. Dans som ikke handler om at se ud, at præstere eller skulle være noget særligt, men som nænsomt og kærligt giver dig plads til at være den du er og folde alt det ud, du har lyst til at omfavne.
Det er på workshops, hvor mit hjerte banker for det feminine, det sensuelle. Alt det som mange af os kvinder skammer os over og lukker ude fra vores liv. Men det er livsenergi og hvilken én!
Så jeg er danselærer.
Og foredragsholder med foredragene Slut fred med din krop & Sådan får du en kæreste. Begge med inspiration, hjertevarme og nede på jorden konkrete tips til dit liv. Fortalt i en ærlig, sårbar og humoristisk tone.
For første gang i mit liv er jeg ubetinget stolt af det jeg laver. Jeg bliver ikke millionær af det, men at se, en aften som i går, en kvinde slå håret ud og danse med verdens største smil på, det er fandenfuckme fantastisk!

Nu som sexolog studerende

Egentlig er jeg uddannet til at lede at lede en virksomhed. Udvikle strategier og eksekvere på dem, særligt indenfor marketing.
Det gør jeg for så vidt stadig i min egen virksomhed, om end i lidt mindre skala.
Mit hjerte brænder for at gøre en forskel for dig som ønsker at arbejde med personlig udvikling igennem samtale og dans.

Derfor har jeg søgt om optagelse på sexologuddannelsen hos Joan Ørting. En sexolog i dag, handler faktisk meget lidt om sex. I gamle dage var det mere koncentreret om hvordan man bruger en dildo, hvad man gør hvis man vil have en trekant, hvordan man gør i en swingerklub, mm.
I dag handler det meget mere om kommunikation og personlig udvikling.
Og jeg er blevet optaget. Juhuuuuuuu!!!!
Jeg starter i slutningen af måneden. Jeg er stolt og spændt. Med beslutningen om at forlade fitnessbranchen og med det også The Wolfpack Gym, som jeg blev en del af, blot efter sommerferien i år, og at blive optaget på sexologuddannelsen, har jeg draget et lettelsens suk og det er som at komme hjem.
Som et hjem jeg ikke anede fandtes eller at jeg savnede.

Jeg underviser stadig og har du lyst til at være med, så kan du vælge imellem:

Forløb kun for kvinder, hver mandag i Studio Nia på Frederiksberg
1: Groove & mest styrke kl. 17.15 - 18.45
2: Groove & lidt styrke kl. 19.00 - 20.30
Der er få pladser tilbage, på de forløb der starter d. 9. januar. Læs mere her.

Forløb, kun for kvinder, hver fredag morgen på Gotved Instituttet på Frederiksberg
1: Groove kl. 07.00 - 08.00
Læs mere her.

Ladies Night 2017
Alle Ladies Night er udsolgt i 2016, men der er pladser på de Groove Ladies Night der afholdes i 2017, første gang d. 13. januar.
Du kan se alle datoer og læse mere her.

Sunday Groove
Der er to gange tilbage af det hyggelige søndagskoncept, hvor vi danser fra 12-30 - 14.00.
Helt chiller'n, helt easy, peasy, breasy.
Du kan komme med d. 20. november og d. 4. december. Læs mere her.

Girly Groove Workshop
Har du lyst til at dykke ned i det feminine, det sensuelle og kvindelige, så tag med på en girly groove workshop, som er 4 timer designet blot til dig. Kun for kvinder.
Læs mere her.
 

Så uanset hvad dit behov er, om det er at snuse lidt til dansen, eller gå all in på et forløb, så er er der noget til dig.
Dans og forløb er kun for kvinder, men foredragene er både for mænd og kvinder. Datoer for foredrag i København, Viborg, Aalborg og Fredericia er på plads og inden længe kan du finde information og billetter her på hjemmesiden i kalenderen.

Vi ses på dansegulvet!

Kærlig hilsen

Kirk Rønler

Danselærer // Foredragsholder // Skribent // Entrepreneur // KvindeHvis du har lyst til at følge med i en sexolog-studerende og danselærers liv, så følg mig på Instagram.