Velgørenhed

Mit hjerte banker for at hjælpe...

... Landsforeningen imod spiseforstyrrelser og selvskade (LMS).

Årets velgørenhedsevent

Hvert år holder jeg et velgørenhedsevent hvor pengene går til et godt formål. De tre første år gik pengene til Eventyrjul som holder jul for familier, som ikke har råd til selv at holde jul og sidste år dansede vi så Gadens Børn kunne bygge et børnehus i Calcutta.

I år danser vi for LMS og for de mange unge som voksne som kæmper med enten en spiseforstyrrelse eller selvskade. Men faktisk også for alle dem som er i risikogruppen for at udvikle en af delene. Den andel er kæmpestor og måske du allerede kender en, som enten har udviklet en spiseforstyrrelse/selvskade eller som er i risikogruppen.

For eksempel er det 22% af de danske gymnasieelever som skader sig selv og samlet set i Danmark er det op imod 75.000 der kæmper med en spiseforstyrrelser. Så kommer selvskade og risikogrupperne udover det.
Hver 4. pige i 9. klasse er i fare for at få en spiseforstyrrelse. Det er dælme crazy og så er det lige pludselig noget... eller nok rettere nogen, de fleste af os kender. En kusine, en bror, kollegaen, moster Oda, naboen eller dig selv.

Lad os droppe tabuet

Min erfaring er at vi ikke rigtig snakker om det, når vi har det svært med vores egen krop. Så køber vi et medlemskab til det lokale fitnesscenter og pisker os igennem den ene juicedetox efter den anden og tror at lykken ligger i de tabte 5 kilo og askesens tarvelige og ofte straffende land.
Jeg har spist alt fra afføringspiller til mærkelige piller fra USA jeg ikke vidste hvad indeholdt.
Jeg har drukket grøn the og spist chili i vanvittige mængder fordi det efter sigende skulle sætte forbrændingen i vejret og øge vægttab.
Jeg har ligget med hovedet nede i diverse toiletter i gymnasietiden og haft make-up og tandbørste med i skoletasken, for at rette op på ansigtet efter, fordi jeg samtidig lå og tudede nede i det selvsamme toilet af skam.

Vi skal turde at snakke om at det er svært og turde at dykke ned i hvorfor det er svært. Uanset om det er fordi vores forældre har givet os et forskruet syn på hvordan kroppen skal se ud eller i mit tilfælde der troede jeg at hvis jeg bare tabte mig, blev alt bedre, mine forældre ville holde op med at skændes, jeg ville blive perfekt og blive den populære pige i klassen. Mine tanker og handlinger imod mig selv startede allerede i folkeskolen.

Dans for en god sag

Jeg er sindsygt stolt af at blive spurgt af LMS om jeg ville holde et foredrag hos dem. Selvfølgelig!
Derfra valgte jeg selv at gå mere ind i sagen, for den er vigtig. Så det er helt oplagt at årets velgørenhedsevent skal gå til LMS.

Og jeg har satset. På at du vil med, at du vil støtte og dele det gode budskab.
Jeg donerer min arbejds- og undervisningstid og Københavns Kommune har doneret et smukt og vidunderligt lokale som jeg også var i for nogle år siden, nemlig Kvarterhusets smukke sal, tegnet af Dorthe Mandrup.

Derfor:

Tirsdag d. 6. december går det ned. Vi skal groove. Både mænd og kvinder, unge som ældre. Du skal blot være fyldt 16 år og du behøver ikke have groovet før.
Der er to tidspunkter at vælge imellem, så selvom du skal putte børn eller lave madpakker til dagen efter, er der ingen undskyldning for ikke at kunne danse med :)

17.00 - 18.30 & 19.30 - 21.00

Du kan vælge imellem forskellige billetter alt efter hvor stor en spenderbuks du tager på:

Standardbilletten til 199,-
Jeg flotter mig billetten til 299,-
Jeg går all in billetten til 399,-

Og hvis du tænker at 'Ej, ej, ej, jeg skal da til pileflet den dag!' og det i virkeligheden er fordi der er gået Panik & Bange AS i den, ved tanken om at skulle danse verdens nemmeste og sjoveste dans, i fuld offentlighed, kan du købe billetten 'Jeg kan desværre ikke komme, men støtter med 149,-'.

Venner, jeg vil så gerne to ting med det her:
1: Skabe opmærksomhed på problemstillinger som rigtig mange af os kan relatere til eller kender en der er ramt af.
2: Samle penge ind til LMS. De gør så meget godt for dem der har det svært.

Hvordan kan du hjælpe?

1: Køb din billet her... og når nu du er i gang, så nap enten en ekstra til en ven/veninde eller vælg den mest gavmilde billet :)
2: Del meget gerne denne blogpost, så er der karma og stjernedrys på dig!

Kærlig hilsen

Kirk Rønler
 

Det smukke Kvarterhus på Amager, Jemtelandsgade 3.