Kirk i København

Fra brystkræft til dansedame...

Det er fredag morgen og i kælderen på Gotved instituttet er tyve kvinder på vej i bad. 
Der er shampoo, grin, udlån af hårtørrer og kærlige tips om, hvor i området man finder den bedste morgenmad, på kryds og tværs. 
Stemningen er let og kærlig, og jeg føler mig taknemmelig over at være omgivet at så skønne kvinder. 

Midt i det hele står Janet. 
Hun har haft brystkræft. 
Er idag rask. 
Men er gået igennem et barskt forløb, med både operationer, kemo, stråler og alt det pis & lort der følger med en kræftsygdom. 

Men hun står der. 
Rank. 
Nøgen. 
Det er første gang jeg bliver imponeret og for alvor rørt, for hun står også der, nøgen og sårbar med et opereret bryst, sammen med en masse andre kvinder. 
Det er sejt. 
Jeg lader mig inspirere og fortæller hende det. For så er deller og appelsinhud bare SÅ lige meget! 

Lets groove, også efter sygdom

Janet er en del af morgengrooveholdet om fredagen. 
Egentlig fordi hun skulle tjekke groove ud til et arbejdsprojekt, men jeg holder fast i, at hun må prøve det selv, før hun kan vurdere om hun vil bruge mig og groove til projektet.  
Jeg ville gerne sige at jeg vidste hvad groove kunne gøre for hende, men det gjorde jeg ikke. Jeg havde en fornemmelse, men det er altid op til den enkelte kvinde, hvor meget dansen kan bringe hende. 

Tillykke og tak Kirk

Den sidste gang, er kort efter min fødselsdag og Janet har taget en gave med. 
Da jeg læser hendes kort græder jeg. Bliver rørt. Tillader mig at blive rørt også selvom det betyder at jeg står midt imellem elever og kunder og græder. 

Jeg ved allerede der, at den her historie har jeg lyst til at dele med dig. 
Som inspiration. 
Til uanset hvor du er i dit liv. 
Hvis du gir lov, kan dans være dit helle, dit frikvarter og dit energidepot på så mange måder. Dit hjem. Din elsker. Din ven. 

Heldigvis har Janet sagt ja og har skrevet hendes historie, som du får herunder. 
Det er heavy stuff, så find en kleenex frem med det samme. 

Tak Janet. 
Fordi du er modig, sej og fordi du står så stærkt i din historie! 

Kærlig hilsen

Kirk Rønler

Groove

Af: Janet

'Store overvejelser gjorde jeg mig, inden jeg besluttede mig for at afprøve den der sjove dans, også kaldet groove. Jeg er umiddelbart ikke typen der er god til bare at bevæge mig uden der er dikteret en retning, takter eller andet jeg kan følge slavisk.

Men ting sker af en årsag… jeg var nu allerede røget ud af min komfortzone. Nu havde jeg netop overlevet en gang brystkræft med kemo, mastektomi, primær rekonstruktion og slutteligt stråler samt de næste 1+ år med antihormoner og en pludselig overgangsalder. Livet var altså ikke længere som det plejede at være, og det mærkede jeg på alle fronter. Hvem var jeg lige pludselig blevet, hvad ville livet fortælle mig, hvordan skulle jeg omfavne det og omvendt…. Jeg besluttede mig for at livet skulle LEVES….

Efter endt forløb kunne jeg pludselig mærke sårbarheden. Havde stået stærkt igennem, og nok også fortrængt sygdommen under forløbet, negligeret at jeg faktisk kunne dø. Men boomerangen kom…

Mine tanker kredsede meget om hvad jeg kunne gøre for at hjælpe mit nye jeg godt på vej, og ikke ende i en depression, som de havde fortalt mange gør, hvis man ikke passer på sig selv.
Kirk dukkede op i mine tanker et par gange.
Jeg kender Kirk fra tidligere, og vidste hun tilbød den her sjove dans, som jeg ikke rigtig vidste om jeg kunne forholde mig til.
Men nu skulle det være.
Jeg ved jo hvilken fantastisk og dejlig kvinde Kirk er, så jeg fik ringet til hende, og vi aftalte at jeg skulle være med en enkelt gang – det endte så med 6 x - absolut rørende og fængslende 6 dansetimer.

Allerede ved mit første møde med dansen kom tårerne – mange gange undervejs. Det var ubeskriveligt, smukt, nærværende og SÅ GODT for MIG. Kirk er så dejligt favnende, og blot hendes tilstedeværelse, blikke, humor og nærvær kunne alene frembringe tårerne hos mig.

Jeg oplevede en indre ro, mens jeg bevægede mig rundt - som kroppen selv dikterede (og lidt Kirk ;-)) Man var altså ikke helt overladt fuldstændig til sin egen fantasi, som jeg ellers havde frygtet lidt.

Jeg var opmærksom på min krop og dens signaler. Hvor førte den mig hen, hvad mærkede jeg, ja selv nu hvor jeg beskriver forløbet kommer tårerne springende frem og triller ned. Det er så smukt, som jeg aldrig har oplevet før. Vi dansede rundt mellem hinanden, men uden at egentlig kontrollere sig selv, og hvis man stod og blot kiggede på… ja, så ville man måske synes det hele så lidt sjovt ud, men den tanke var jeg virkelig ret så ligeglad med. Nu handlede det om mig.

Jeg er desværre ikke så god til at meditere – sådan som de fleste nok ville meditere; siddende, dybe vejrtrækninger og lade tankerne flyve. Jeg er nok lidt af et kontrol menneske og vil gerne styre tankerne, eller også tænker jeg på alle de ting jeg lige skal nå.
Men her – her var min meditation lige pludselig. Så uventet kom det til mig.
Selv under sangen ”Don't worry be happy” hvor vi sang med, blev jeg så grådlabil at jeg næsten ikke kunne få ordene ud af min mund. Hvad var det egentlig teksten beskrev og hvad var jeg....?  
Så mange tanker.

Jeg kan kun sige den største TAK til Kirk for at have ”ført” mig gennem groove. Introduceret mig til det. Du er så smuk og en dejlig indlevende kvinde med det største nærvær.

En anden ting jeg også fik med i dansen; efter operationen og stråler var jeg blevet meget spændt omkring skulderen og der hvor brystet var fjernet og det stenhårde implantat nu sad. Jeg oplevede efter et par gange at anspændtheden forsvandt. Og den er stadig forblevet væk. Jeg kan kun tilskrive det at jeg fandt mig selv og min krop gav simpelthen slip. Det er imponerende hvad den krop faktisk kan og gør… når man blot lytter til den…. 

Brug dine livsstyrker og nå dine mål

Follow

Efter mødet med Daisy Løvendahl og livsstyrkerne fra positiv psykologi, er det blevet nemmere at være mig. 
Det lyder måske lidt voldsomt og søgt, men ikke desto mindre, er det sådan det er og det gælder både mit privatliv, men særligt i mit forretningsliv er det nyttigt for mig at bruge de værktøjer jeg lærer hos Daisy. 
Daisy Løvendahl er personlig rådgiver og i min optik lidt af en livskunstner. Både fordi hun selv tidligere har været kunstner, men særligt fordi hun formår at kigge på hvert enkelt liv, og hver enkelt klient, som et stykke kunst. Unikt og med et særligt formål at udrette i denne verden. 

Stå stærkt i 2017

I starten af året var jeg til nytårsworkshop hos Daisy.
Fire timer en lørdag i hendes smukke hjem, hvor kunst, bøger og viden står side om side i et kærligt miljø. 
Der er alt det, der skal være, for at sådan en dag bliver nærende. 
En velkomstmail, masser af lækker the og kaffe, chokolade og snacks der smager af mere. 
Vi er en lille gruppe på 8-10 personer, så stemningen er intim og uformel. 

I en blanding af oplæg fra Daisy og refleksioner hos os selv, skrider arbejdet med 2017 frem. 

Vi kommer både omkring: 
- Livsområder, altså de områder i livet som har en særlig betydning for os. Vi forholder os til hvordan det går med de livsområder og hvad det giver os at dedikere opmærksomhed til områderne. 

- Livsstyrkerne fra positiv psykologi. Der er 24 livsstyrker og hele kongstanken er, at i stedet for at øve dig i alt det du er dårlig til, eller politisk korrekt, mindre god til, for at løse en svær udfordring eller eksempelvis dedikere opmærksomhed til et livsområde, kan du bruge de styrker du allerede har. 
Livsstyrkerne er særlige, blandt andet, fordi de kan rykke sig rundt. 

Mine top tre livsstyrker er stortset de samme hver gang jeg kigger på dem; mod, nysgerrighed og humor.
Det er så afgørende for den måde jeg går til alting på. Jeg er nysgerrig som en lille muldvarp der graver sig frem og skaber nye veje, jeg er modig, hvilket hjælper mig så tit og ofte gør at jeg siger ja til opgaver, jeg ikke nødvendigvis ved hvordan jeg skal løse når jeg får opgaven, men jeg ved at jeg nok skal løse den, for jeg har de rigtige livsstyrker til at turde at finde svar og hjælp. 
Og humor... well, alt bliver bare federe når vi kan have det sjovt imens og grine lidt undervejs. 

Under workshoppen arbejder jeg med min top ti af livsstyrkerne og kan se, at i forhold til sidste år, hvor jeg lavede samme øvelse, er der skiftet ud i toppen. 
Mega spændende.
Nu er livsstyrker som videbegær, vedholdenhed og visdom kommet med. 
Ved ikke om der er noget symbolsk i at det er tre nye styrker som allesammen starter med V :) 

Det interessante ved styrker er hvordan du kan bruge dem.
Hvis min livsstyrke er videbegær (Du elsker at lære nye ting, hvad enten det er gennem undervisning eller på egen hånd), så er det interessant hvordan jeg kan bruge den styrke i mine livsområder. 
Hvis du er nysgerrig på dine styrker, og hvilke der ligger i toppen for dig ud af de 24, så tag denne test via Daisy's hjemmeside, hvor du også finder super fede gratis downloads. 

Alting til sin tid 

En af øvelserne hos Daisy, var at udfylde en kalender for 2017 og hvornår hvad det vi ønsker, skal ske. 
Det er muligvis den bedste øvelse for mig, for jeg vil det hele på den halve tid og så er det jeg ender i en situation, hvor jeg banker mig selv oven i hovedet med tilråb som; 'du er en taber fordi du ikke kan organisere din tid og fordi du ikke når det hele. Du bliver aldrig til noget.'
Det værktøj.. altså kalenderen, hvor enkelt det end lyder, giver mig ro og overblik over året der kommer. 
Og sagen er jo, at alt det jeg satte mig for at jeg ville opnå i 2016, det gjorde jeg.
Boooyaaahhh! 
Jeg lavede nemlig samme øvelser, sammen med Daisy Løvendahl, sidste år i en privat session hos hende. 

Det kan kraftigt anbefales.
Til dig som er ansat eller selvstændig, dig der er imellem jobs og ønsker noget nyt arbejdsmæssigt og til dig som er nysgerrig på hvordan du kan få det hele; familie, karriere, relationer og et godt liv. 

Du kan læse mere om Daisy her og signer du op til hendes nyhedsbrev får du samtidig manualen '12 mærkbare råd til at mestre både kærlighed, familie og karriere', som er en samling af mærkbare råd til dig, der ønsker at vælge det hele til uden stress.

Kærlig hilsen

Kirk Rønler