Jeg gjorde det sgu!

Follow

'Det koster nok omkring 25-30.000 med det de har brug for'
'What the fuck!?', når jeg at tænke, da revisoren siger hvad det koster for et regnskab og et årsmøde. What the fuck?
Den dag havde jeg lyst til at gå i seng. Klokken var halv elleve om formiddagen og jeg kunne mærke min indre Maude der var lige ved at dåne af kvababbelse. Jeg fik lyst til at omdanne mit hjem til Korsbæk og lade en mand tage sig af min eksistens og overlevelse.

Selvstændig i et år!

I lørdags fejrede jeg sammen med en veninde at jeg har været selvstændig i et år. Hurra! Det er lidt mere end et år siden at jeg blev fyret med beskeden 'Du er dygtig og jeg har ikke en finger at sætte på dine kompetencer. Du har gjort en stor forskel for fitnessdk mens du har været her, men du passer nok bare ikke ind'.
Formuleringen var ligeså skønsom som chefens påståede kompetencer. Men jeg var lykkelig. Jeg sad der, fyret for første gang i mit liv og lignede en glad julegris.
For det var mulighedernes land og det eneste jeg kunne mærke var 2 ting:
1: Jeg havde brug for en time-out til at mærke hvad jeg rent faktisk havde lyst til. For jeg kunne sagtens bruge mit netværk og hurtigt være i job igen. Men det var præcis hvad der gjorde at jeg i første, eller rettere sidste omgang, endte i et job med en inkompetent chef og en virksomhed som ikke var parat til at flytte sig ligeså hurtigt som jeg var.
2: Tanken om en uduelig chef, én gang til, var uudholdelig. Det havde jeg ikke lyst til.

Så jeg tillod mig selv at nyde livet. Have det sjovt. Og ikke ligge nogen arbejdsplaner. Jeg smagte på hvad livet havde at byde på og sikrede igennem undervisning at jeg kunne betale huslejen ved at arbejde med noget jeg synes var sjovt og som jeg er god til.

Vil du have flere tegn?

En god veninde, som i flere år har sparket mig hårdt over skinnebenet med at blive selvstændig, spurgte mig: 'Vil du have flere tegn fra universet om at du skal være selvstændig?'. 'Skal der falde et cvr-nummer ned i skødet på dig, før du forstår det?'.
Soulaima Gourani har sagt: 'Jeg vil hellere sulte, end arbejde for andre'.
Og det er sandt for mig også.

Væk med al luksus

Så jeg skar ind til benet. Gennemgik alle udgifter, solgte min bil og fik en roomie til at dække noget af udgiften i penthousen. Så jeg havde ikke rigtig noget. Ikke en udgift som ikke var nødvendig. Ikke en tv-kanal, ikke et abonnement på noget som helst og siden har kun æggene i køleskabet være økologiske. Ingen smarte ansigtsbehandlinger, lækkert designertøj og spise ude flere gange om ugen. Ingen fed løncheck hver måned.
Men det gjorde ikke noget, for pludselig havde jeg noget som er mere værd end alverdens penge: frihed!
Frihed til at arbejde når jeg vil. Med hvem jeg vil. Med hvad jeg vil.

Ideernes holdeplads

I samme periode gennemtester jeg de ideer jeg har. Fra en produktionsidé til noget interior, et digitalt produkt til noget indenfor tøj. Alle ideerne er lakmustestet, budgetteret og konsulteret med dygtige og kloge mennesker.
Alt sammen for at finde ud af, at det ikke er den rigtige idé nu. Med mange vidunderlige refleksioner for mig om hvad jeg egentlig har lyst til at arbejde med og det er ved gud ikke at stå på messe efter messe og sælge dimser og dutter. Ideerne bor i min indre ide-boks og måske de en dag vokser videre og bliver til noget andet.

En kromutter tager form

I løbet af efteråret sidste år tager jeg en for mig stor beslutning. Jeg vælger at bruge mit navn fuldt ud. Som mit eget brand og vælger også hardcore hvad jeg ønsker at ligge navn til og co-brande. I samme periode går det op for mig, at jeg ikke skal lave dimser, men at jeg skal arbejde med kvinder. Og med at gøre en forskel for kvinder. Og deres kropsopfattelse.
Det er billedet af en kromutter der tager form og sammen med min personlige rådgiver får jeg lavet en strategi for i år, som er i fuld gang med at blive eksekveret.

Av for den!

Det har på mange måder været et år med mange eksistentielle tanker og processer. Jeg har sagt farvel til relationen med en årelang veninde, forsmåede typer, misundelige relationer og demsom bare ikke kunne rumme mig som den jeg er.
Det har været et år med mange tanker om hvad kærligheden er for en størrelse. Både i de venskabelige relationer og dem med bare én.
Et år med de vildeste humørsvingninger, fra 'yes' om morgenen til 'fuck, jeg klarer den aldrig' om eftermiddagen.
Men det har også været det vildeste ride og overraskelserne og glæderne er heldigvis tusind gange større end jeg havde turdet at håbe på.

Så er han der igen, ham Einstein

Jeg har stået overfor mange opgaver jeg ikke har vidst hvordan jeg overhovedet skulle starte med at prøve at løse. Opdatering af cms-system, implementering af kode på web og dns-pegning mig her og der. Men jeg har fundet ud af det! For jeg er modig!
Det er min livsstyrke og blandt dem jeg besidder, er denne styrke den vigtigste for mig. For selvom jeg kan være bange og frustreret, så ved jeg at jeg kan! Eller kender nogen der vil hjælpe.
Og som Einstein sagde 'A ship is safe at shore, but it is not build to stay there' og min yndlingsdame der kan noget omkring mod, Brené Brown siger 'You can choose courage or you can choose comfort, but you cannot choose both'.
Så jeg satser og tager resten af livet som selvstændig. For jeg vil! Og tør!

Verdens største heppekor

Min forventning var støtte fra min familie og nære venner og lejlighedsvist de gode bekendte.
Men for fanden manner! Jeg har verdens største heppekor af folk omkring mig, som virkelig ønsker det bedste for mig. Jeg har lært, at det at bede om hjælp, er nemmere end jeg troede og jeg har aldrig fået et nej.
Jeg bøjer mig i støvet for alle jer der engang imellem sender en hilsen med 'god vind' og store kys og kram til mine faste og loyale kunder som er med til at få den lille kiosk til at køre rundt.
Jeg er dybt taknemmelig. Tak!

Kærlig hilsen

Kirk Rønler

Hvis du har lyst til at følge lidt med behind the scenes, så smid et follow på min instagram profil her., så bliver jeg glad.