Da livet fældede mig!

Follow

Eller rettere så var det en beton/jerntrappe jeg faldt ned af sidste fredag aften.
Jeg havde glædet mig til en aften ude sammen med veninder og den var da også startet helt fantastisk med to skønne af slagsen. I Torvehallerne med god hvidvin, højrøstede grin, historier, gode råd, østers og et leben som jeg elsker.

Lige indtil jeg skulle tisse og ville bruge toiletterne på Un Mercato. Jeg har været der så mange gange før, gået ned af den trappe.
Men skæbnen ville, at selv i helt flade sko, faldt jeg ned af trappen. Klassisk bekymret for om nogen har set det, skynder jeg mig ind på et af toiletterne.
Jeg har hudafskrabninger på benet og mit venstre knæ gør mildest talt pissehamrende ondt.
Uden rigtigt at få sagt farvel tager jeg hjem. Går i seng og tænker at det nok er meget bedre dagen efter.

Hospital, 1813 og afsted det gik!

Men det er ikke bedre dagen efter. Mit knæ er hævet og jeg har nu fifty shades of blue på mine skinneben, knæ, og lår.
Heldigvis går det rimelig hurtigt med at få en tid på skadestuen. Jeg får bakset mig ned fra 4. sal, ind i en taxa og rundt om hjørnet til Bispebjerg skadestue.
Først er dommen at jeg nok har forstrukket et ledbånd. Så fik de knaldet en DonJoy på og så kunne jeg bare humpe hjem. Lidt forvirret spørger jeg til hvad jeg så skal gøre og får stukket 5 sider udskrevet fra lægehåndbogen i hånden med ordene 'Ja, det står jo godt nok på fagsprog, så det er ikke sikkert du forstår det hele'. No kidding Sherlock Holmes!
Der vidste jeg hverken om jeg skulle græde eller grine.
Mens jeg forsøger at få tøj på og på en eller anden måde flekse mig nok til også at få sko på, kommer lægen tilbage. Så ville de gerne have røntgen alligevel, for de var ikke sikker på at noget var brækket, så det måtte de hellere lige få tjekket. Dertil fik jeg beskeden: 'Hvis du bare tager dine ting og går langs den blå linje hen til røntgen, så bestiller vi tid til dig!'.
Tager du pis på mig!? I er bange for at noget er brækket og nu beder i mig om at gå.
Ærligt?! Der græd jeg ned i en radiator og holdt godt fast i vindueskarmen og følte mig virkelig alene.
Heldigvis forbarmer en sygeplejerske sig og hjælper mig med mine ting og bestiller en portør der kan køre mig til røntgen.

Med bare tæer og Bundgaard på speed dial

Jeg får aldrig rigtig sokker på. Eller sko. Til gengæld kommer jeg tilbage i venteværelset, nu med pissekolde tæer og tårer der løber ned af kinderne.
Bundgaard kommer mig til undsætning. En god veninde som i regnjakke og viltert hår åbner armene, krammer, holder mig fast og derfra bare fikser. At jeg kommer til røntgen og pludselig var det som om, at tilstedeværelsen af en vis Bundgaard gjorde at lægen strammede sig lidt mere an.
Så blev jeg sendt hjem med beskeden 'Der er ikke noget der er brækket, det er nok et ledbånd, så du skal gå på benet i DonJoy'en. God weekend!'.
Hjem det gik, op med benene, Bundgaard på apoteket efter recepter, i Brugsen for at fylde køleskabet og da jeg endelig lå godt under et tæppe på sofaen ringede de tilbage 'Ja, altså... nu har en anden læge kigget på dit røntgenbillede og vi er lidt i tvivl om der er en skade på din skinnebensknogle. Så kan du komme tilbage, så vi kan scanne det? Og så er det meget vigtigt at du IKKE går på benet'.
Hvis ikke jeg allerede var træt i knæene, så blev jeg det virkelig hurtigt. Selvfølgelig er jeg glad for at de vil tjekke det, men jeg ville have været super glad for den scanning fra starten.
Afsted igen. Flere krydsede fingre. Bundgaard blev afløst af min pappi og scanningen viste heldigvis at der ikke var nogen skade på knoglen.
Måske fordi de havde så dårlig samvittighed udstyrede de mig nu med en henvisning til Idrætskirurgisk afdeling, som skal evaluere og beslutte om jeg skal opereres i mit ledbånd, eller det kan genoptrænes. Det venter jeg så på nu.

Måske er det en gave

Jeg har hele mit liv været dårlig til at bede om hjælp og vise sårbarhed. Det er heldigvis noget jeg er blevet langt bedre til de sidste par år, men på en eller anden måde er det som om at den her skade er sket for at lære mig noget.
Delvist noget omkring at bede om hjælp og turde at læne mig op af andre mennesker uden frygten for at de forlader mig fordi de skal hjælpe mig.
Men der er også et velvalgt time-out forbundet med det her. Jeg kan ikke det samme som jeg plejer. Noget af min undervisning kan jeg passe siddende og andet kan jeg ikke.
Og så er der mange tanker som lige pludselig får mere plads og tid og det er egentlig også meget rart at have så god tid til at mærke efter.
Det har været ganske så overvældende med den hjælp der er kommet min vej. Fra søde hilsner, videoer, sange og helt ned til hjælp med at handle ind, bære op på 4. sal og så videre.
Tak derude!

Behandling indtil dommen

Jeg ved stadig ikke om jeg skal opereres. Det afventer besøget på Idrætskirurgisk.
Så indtil da har jeg fuldt fokus på restitution. Både rent fysisk at få hvilet og holde benet oppe og ikke overbelaste.
Men også i form af små øvelser som dræner området for hævelse. Så, som en anden gammel dame ligger jeg på gulvet, med benet oppe og laver venepumpeøvelser. Kønt ser det ikke ud, men det er effektivt.
Ikke mindst fordi jeg kombinerer det med laser-behandling hos en dygtig behandler.

Michael Strøm fra MS Insight behandler mit knæ med K-Laser, som sætter gang i det skadede væv. Både i form af at fjerne væske og hævelse, men især for at sætte gang i det skadede områdes væv, så næringsstoffer og ilt kommer til området, så det hurtigere heler.
Vi har sammen lagt en plan for hvordan jeg bedst muligt heler området, så jeg har de bedste forudsætninger for at undgå operation.

Michael Strøm holder til på Amager, København. Hvis du selv har en skade, akut som kronisk og har brug for en dygtig sportsterapeut kan han stærkt anbefales. Læs mere her.

Så for nu... hvis du har lidt ekstra karma at sende afsted, så send det i retning af Idrætskirurgisk, for jeg håber virkelig ikke at jeg skal opereres.
Jeg holder stadig foredrag og underviser groove med lidt hjælp fra andres gode ben :)
 

God weekend derude.

Kærlig hilsen

Kirk Rønler

Har du lyst til at følge med behind the scenes, i dagligdagens store og små tanker, behandlingen og meget mere, så følg mig på instagram her.