Tag magten fra maden

Hvad er forskellen egentlig på at spise for meget og at være overspiser? 
Og hvorfor ender vi med at have et fucked up forhold til mad, selvom vi er på den ene kur efter den anden, for at forsøge at kontrollere vores mad og krop? 

Det meste af mit liv, har jeg haft et lorte forhold til mad.

Jeg har både erfaringer med: 

  1. At spise den hurtigt, for bagefter at stikke en finger i halsen og kaster den op
  2. At overspise og bagefter slå mig selv oveni hovedet, fordi jeg synes jeg var en slapsvans, en taber uden kontrol over mig selv 
  3. At mad var et fængsel, der blev brugt til at straffe mig selv. Det kom til udtryk igennem askese og alverdens påbud og særligt forbud. Så måtte jeg ikke spise slik. Ikke spise brød. Gluten. Laktose. Pasta. Smør. Holy fuck, hvor har der været på min forbudsliste. 
  4. At mad var min måde at dulme mine følelser på, så jeg ikke kunne mærke en skid. 
  5. At mad var min belønning… ‘hvis jeg træner, så har jeg fortjent det her…’ 
  6. Nå ja, og så er der alle de kure, detox, piller, grøn the, chili og meget andet jeg har konsumeret, eller netop ikke konsumeret, for at tabe mig. 
  7. At mad var mit drug, mit misbrug. 

Der har ikke været særlig meget nydelse forbundet med mad.
Eller sand fornøjelse.
Indbildt fornøjelse, ja.  

Jeg synes jeg er rigtig langt.
Har det bedre end jeg har haft i mange år.
Men alligevel er jeg nysgerrig på mit forhold til mad. 

For selvfølgelig forsvinder et fucked up forhold til mad ikke bare fra det ene øjeblik til det næste.
Og jeg ville rigtig gerne kigge på det, imens jeg har det godt. Altså før jeg næste gang får behov for at overspise for ikke at mærke mig selv, eller tyer til Rittersport, kanelgifler og joggingbukser fordi jeg har ondt af mig selv. 

Derfor tog jeg fat i Helene Chantal Philipsen.
Fordi hun er den jeg kender, som er mest no bullshit, to the point, loving kind of woman, jeg har mødt, som kan noget med mad & psyke. 

På den fede måde.
Den meget lidt ernæringsvejleder-agtige måde.
Ikke at der er noget galt med det.
Men fordi mad ikke handler om mad. 

Det bliver bare symptomerne på de bagvedliggende årsager. 

Der var større chance for at jeg var endt i rendestenen

En af de øvelser, der gjorde mest indtryk på mig, var da jeg skulle sætte kryds ved det jeg har oplevet i løbet af mit liv. 

Kategorierne var omfangsrige. Fra seksualitet, kriminalitet, arbejdsliv, familieliv, relationer, krop, mad og meget, meget mere. 

Og krydset skulle sættes hvis jeg bare havde erfaring med det en enkelt gang. 

Jeg er 34 år gammel. 
Og jeg havde krydser i stortset alt. 

Det var for mig meget voldsomt at se. 

Og jeg græd.
For det rørte mig. 

Da Helene spurgte mig; ‘Hvad får dig til at græde’, svarede jeg tre ting: 

1: Jeg kan se hvor hårdt mit liv har været, sådan rimelig meget sort på hvidt. 

2: Jeg får også lyst til at lave samme liste som var det ‘kun indenfor det sidste år, for jeg ved at mængden heldigvis ikke er den samme, qua det arbejde jeg allerede har lavet med mig selv. 

3: Jeg får en dyb respekt for mig selv og for ikke at være endt i rendestenen 

Jeg har en hård baggrund. 
Med begge mine forældre som har skåret hånden af mig.
Og meget turbulente barne- og teenageår, med meget lidt stabilitet. 

Så det giver god mening. 
At der er en masse følelser jeg ikke har lært at håndtere. 
Adfærd som ikke blev anerkendt i min familie. 
Fuldstændig på lige fod som for alle andre der har oplevet at blive skældt ud for at være vrede/aggresive. 
Jeg blev kaldt hysterisk da jeg udadreagerede på mine forældres skilsmisse. 
Og blev sendt ind på mit værelse. 
Imens jeg fik at vide, sikkert det som alle andre også har fået at vide; 'du kan komme tilbage når du vil være en god pige!'. 

Så jeg lærte at vrede ikke var okay. 
Jeg lærte at når jeg var vred, var det hysteri. 
Og at det ikke var okay. 
Jeg lærte også at jeg fik kærlighed hvis jeg var en god pige. 

Det har betydet at vrede er svært for mig. 
I vrede bor evnen til at sætte grænser. 
Det har været svært for mig. At sætte dem. 
For jeg lærte at vrede gav ikke kærlighed. 
Det betyder at andre har overtrådt mine grænser gang på gang, uden at jeg har sagt noget til det. 

Og i stedet for at sætte en grænse, at vise min vrede, har jeg spist, eller banket mig selv oveni hovedet, eller fikset mig selv med den næste kur, eller stukket en finger i halsen. 

Men jeg vil ikke mere. 

Derfor tog jeg fat i Helene. 
And what a blessing. 

Nu er jeg rigere på redskaber og jeg har blandt andet accepteret: 

1: Jeg har stadig en spiseforstyrrelse. 

2: Jeg kommer til at have aktive og inaktive perioder 

3: Jeg kommer til at være udfordret i forhold til mad det meste af mit liv 

Men det fede er: nu har jeg flere redskaber til at kunne hjælpe mig selv! 

Hu-fucking-rra! 

Vil du med i samme klub? 

Er du træt af at være på kur? 
Træt af at maden har magten over dig? 
Er du træt af at spise når du ikke er sulten og af at kæmpe med mad, krop og vægt?

Jeg har spurgt Helene om hun vil lave et tilbud til dig? 
Hun har sagt ja. 
Og er faktisk så cool at hun giver dig 20% på din første session. 

Hvad får du hos Helene Philipsen? 

Du får en personlig samtale med Helene Philipsen der giver dig indsigt i, og klarhed omkring hvorfor slankekure, træning og terapi ikke har virket for dig.
Du får en intensiv session med fokus på dig og de værktøjer lige netop du har brug for, for at kunne opnå de resultater du drømmer om.
Samtalen afholdes på indre Østerbro i København, eller via Skype, alt efter hvor du bor i landet. 

Var det noget for dig?