Så stod jeg der og hylede og trampede i gulvet foran 25 andre...

Follow

Kirk & min mor

Hvorfor er det at forholdet til vores forældre er så skidesvært nogen gange? 
Jeg ved ikke med Jer, men især forholdet til min mor, i forhold til min egen krop, har virkelig været noget skidt. Den dag i dag har jeg ikke en relation til min mor. Det er nemmest og bedst uden. Noget der har taget mig ualmindeligt mange år at acceptere og finde ud af hvordan skulle hænge sammen inde i mit hoved. At relationer ikke nødvendigvis behøver at bestå blot fordi det er blodets bånd. 

Da jeg sidst skrev at jeg ville tage dig med på rejsen om at slutte fred med min krop, troede jeg egentlig at denne blogpost skulle handle om feminitet & maskulinitet. Jeg er nemlig startet til Feminine Flow hos skønne Mie Moltke og den første gang handlede om det.
Feminine Flow er en slags danseterapi kunne man vel kalde det, med fare for at jeg nu for evigt vil blive kaldt en hippie :) 
Men det er det og det er fandens godt og stærkt! Det skal nok få sin egen blogpost en dag. Stay tuned!

Denne mandag aften handlede om Solar Plexus og om dennes rolle i vores liv og mentalitet. Solar Plexus står for 'ja' og 'nej'. Det er et handle-chakra og vi er nødt til at kunne tune ind i Solar Plexus for at kunne træffe oprigtige og ærlige beslutninger med hjertet. 
Det lyder måske som mumbo jumbo. Særligt hvis du som mig har været topdygtig hele dit liv til at være kognitiv... oppe i hovedet. En tænker.
Jeg har været en over-tænker. Jeg skulle regne den ud hele tiden, skulle kunne putte alting i kasser og få system i tankerne. Jeg var ikke særlig meget i min krop. Det var også derfor jeg startede hos en kropsterapeut - fordi jeg havde brug for hjælp til at komme ned i min krop.
Og i al ærlighed, da Eva spurgte mig første gang hvordan jeg havde det i min krop, anede jeg ikke hvad jeg skulle svare. Jeg anede ikke hvordan jeg lavede den 'connection'. 

Tilbage til Solar Plexus. Camilla Steen, aftenens gæsteunderviser, siger at hun helt sikkert vil komme til at trykke på nogle knapper. Men også at hun ikke kan trykke på nogle knapper som ikke allerede er der. 
Vi skal både cirkle med kroppen, sætte svingninger i solar plexus og meget andet. Det lyder hippie-agtigt og det er det måske også, men jeg er ude over det punkt hvor jeg skal forholde mig til hvad andre tænker... næsten... i hvert fald i det rum der, i Soulhouse i Camillas guiden. 
På et tidspunkt sætter hun en tribal-agtig sang på.
Fuld smadder på bongotrommer og hvad har vi. Til den er tanken at hvis der er noget vi skal sige farvel til, sige nej til for at kunne ændre det til et ja, så er det nu. Og vi starter med at stå og ryste kroppen. Op og ned, hurtigere... som et espeløv ryster jeg så intet står stille. 
Og så bliver jeg tosset.
Altså først bliver jeg faktisk lidt ked af det og allerede der begynder der at løbe en tåre ned af kinderne.
Og så tramper jeg.
Med et ben først, så det gør naller i min fod. Og så begge ben, som en sur teenager, mens jeg brummer og småråber dernede i hjørnet. Heldigvis er musikken så høj og de andre så optaget af deres egen færden at der nok ikke rigtig er nogen der ligger mærke til det. Jeg ligger i hvert fald ikke mærke til dem. 

Jeg bliver sjældent tosset. Jeg har temperament, ja, et ukueligt drive og en utålmodighed der tilsammen kan tolkes som vredesudbrud fra tid til anden af folk der ikke kender mig. Men det er det ikke. Det er bare drive og temperament :) 
Men jeg bliver ikke rigtig sur. Jeg bliver stille. Indadvendt og kold som en isdronning hvis jeg bliver såret. Og så bliver jeg en praktisk gris. En fikser der går ind i et hamsterhjul og så kører det bare derudaf.
'I don't do mad' sagde jeg engang til Eva, min kropsterapeut. Og jeg har aldrig rigtig været sur på min mor. 
Men det skal jeg da lige love for at jeg blev. Der midt på trægulvet. Og græd som en pisket. 
En enkelt gang når jeg at tænke at jeg er glad for at jeg har taget vandfast mascara på for ellers havde det først været rigtig kønt. Men jeg er ligeglad, for jeg kan mærke at det er godt for mig at få ud. 

Mig og min mors tanker, nej tak!

Så jeg siger farvel til min mors tanker og ting hun sagde til mig. Slipper dem, for at få endnu mere lov til, og plads til ikke mindst, at skabe fred med min krop. 
Den næste sang handler om at sende en portion kærlighed afsted. Der er ikke defineret til hvem, men jeg sender den afsted til min mor. For uanset de ar der er på min sjæl, uanset hvor meget jeg nogen gange har lyst til at sende en kæmpe check med bidrag til al den terapi jeg har gået til, så ved jeg at hun har gjort alt det bedste hun kunne, med det hun havde.
Og det er okay. De ar jeg har, tager jeg med mig, plejer og heler selv og jeg sender min portion kærlighed afsted til hende. Min mor. 

Den praksis Camilla tog os igennem hedder Soulmotion og er i samme boldgade som Feminine Flow. At bliver klogere på os selv igennem dans og bevægelse. At connecte med vores krop og ultimativt leve et gladere, mere frit og lykkeligere liv. I November kan du læse om SoulMotion, som bliver anmeldt her på bloggen. 

Og jeg fik lov til at mærke i min krop at det er rigtigt at jeg ikke har kontakt med min mor. Det har jeg i mange, mange år forsøgt at regne ud. Tænkt over. Men det var så rart at mærke i min krop at det skal jeg ikke. Det var en flippet og lidt voldsom oplevelse, for i så mange år har jeg rationaliseret og fortalt den samme historie til folk når de spurgte hvorfor jeg ikke havde kontakt til min mor. 
Nu kunne jeg bare mærke det. Og hvilken lettelse. 

Kærlig hilsen 

KIRK RØNLER