Tilgivelse af et sommer-røvhul!

Follow

Jeg tror på kærligheden og har været så heldig at møde den store en enkelt gang og forelskelsen nogle gange. Den forelskelse som er ligeså flygtig som eftertragtet: Den euforiserende følelse jeg ikke selv er herre over og som river mig rundt i en lykkerus. Den som giver et urealistisk forventningspres til nye relationer i håbet om at rusen, suset og hvirvelvinden bliver den samme. 

Kirk & kærligheden

Sommeren sidste år var ingen undtagelse. Jeg vidste det fra første gang jeg sad i haven i Nyboder. Som jo egentlig var anden gang i mit liv, og måske det burde have været en alarmlampe der lyste. Den eller en af de tusind andre.
Men fortryllelsen startede dér, midt imellem blomstrende roser og solen der varmede mine kinder. Og igen da jeg mødte hans familie, da jeg fik nøgle til hans hjem, da han hviskede i mit øre søndage morgener at han aldrig ville gå, da han drømmende spurgte om hvor længe jeg mon havde lyst til at bo alene, da jeg ærligt sagde at det var første nye møde for mig efter min skilsmisse og at han skulle love at passe på mig. Og mit hjerte. Og det gjorde han. Altså lovede. 
Jeg var i sandhed fortryllet og drømte mig væk, ikke mindst midt på en badebro med vind i håret da han spurgte ind til børn og hvordan jeg tænkte omkring det. De sidste parader røg ned, når han fiksede. Fiksede en kærestetur med hele molevitten. Og mit hjerte hoppede over når et følelsesmæssigt farvel i lufthavnen, blev til en besked om at det havde været ligeså svært at sige farvel til mig som til hans eks da han skulle udsendes. 

Det tog mig ni måneder at blive kæreste med min ekskæreste. Ni måneder.
Fordi det at blive kærester, for mig, er ikke noget jeg bare gør. Det er ikke noget jeg ønsker at være med alle. Og snakke om børn, at flytte sammen, en mand der køber en stavblender fordi jeg jo har en blender, og ingen har jo brug for to stavblendere når de flytter sammen, er for mig en form for kur til at blive kærester. Især når den kur inkluderer kærlighedserklæringer i John Legend kaliber og løftet om at vi jo har al tid i verden. 

Og præcis som jeg fik sagt i mørket, nøgen og blottet, at jeg måske var klar til at blive kærester, ændrede noget sig. 
Han vendte 180 grader og intet var det samme derfra. Om det var min melding eller noget andet ved jeg faktisk stadig ikke. Jeg troede ærlig talt at han havde ramt en slags livskrise. Han havde alle tegnene. I starten af 30'erne, på vej til at blive smidt ud hvor han boede, havde sagt nej til at fortsætte en arbejdsrelation han havde været i, i mere end 10 år. Han skulle på en eller måde også starte forfra. 

Alt sammen sker på 6 uger.
6 uger.
6 weekender og hverdage fyldt med kærlighedserklæringer, mindblowing sex, nærhed, drømme og meget mere.
6 uger!

I lang tid, og i princippet stadig, ved jeg ikke om han bare fuckede mig. Snød mig. Manipulerede mig. Om noget af det egentlig overhovedet var virkeligt for ham. For desværre forfulgte hans rygte ham og gode venner fortalte mig desværre at det her var hans 'metode'. At jeg langt fra var den første kvinde der havde været igennem det med ham. 

Om det var hans metode eller ej, er for så vidt underordnet. Det efterlod et sår i mig. Især fordi jeg ikke forstod det. Jeg synes det var en uværdig måde at behandle et andet menneske på og det har taget mig næsten et år at komme over.
1 år for 6 uger. Hold kæft hvor har jeg været træt af det! 
Pt. læser jeg Louise Hay's bog Helbred dit Liv og med en bog fyldt med gode pointer, slog en mig især og ramte plet. 'You don't need to know how to forgive, you just have to want to forgive. The universe will figure out the rest!'. 

Tilgivelsen

Så jeg har tilgivet ham. Sommer-røvhullet. Og i øvrigt besluttet at fremover kommer han kun til at blive refereret ved navn. Lad os kalde ham Peter. 
Jeg ønsker ham, Peter, alt det bedste i det her liv. Jeg håber livet bringer ham oprigtige og kærlige relationer og sender en god portion karma afsted i hans retning. 

Hvad angår mig selv, så har både kropsterapi, såvel som danseterapi været basen for at kunne nå til tilgivelse af ham. For tilgivelse behøver heldigvis ikke at betyde at han skal ind i mit liv igen. Og endnu bedre: han kan ikke længere vælte mig omkuld hvis jeg møder ham igen. 

Hurra! Det er sgu da en vidunderlig erkendelse at nå til. Og tilgivelse sætter fri! Og så på en smuk efterårsfredag! 

Jeg tror stadig på kærligheden og glæder mig til at kravle ind i et par mandearme og stole på at de bliver der og overgive mig til det ultimative i det her liv. 

Måske du kan nikke genkendende til ovenstående - hvis ja, så smid gerne en kommentar. Det er altid rart at vide at man ikke er alene :) 

Kærlig hilsen 

Kirk Rønler