Hvad så, med det cuddling der?

Follow

Jeg pisker op og ned af Holbergsgade i stilletter og alt for lidt tøj til det her vinter-forår og kan ikke rigtig finde det sted hvor jeg skal ind.
Men lige pludselig stikker der et hoved op fra en kælderindgang.
Et lidt rundt og meget smilende hoved, der i sig selv er så velkommende, at jeg bliver draget.

Det er Brian.
Som er professionel cuddler og som er ham der skal cuddle mig den dag. 

Jeg er selv en nussegøj

Gary Chapman, en amerikansk parterapeut har defineret 5 kærlighedssprog. 5 måder vi kan give kærlighed på og som regel er den måde vi giver kærlighed på, også den måde vi ønsker at modtage den på. Du kan have fysisk berøring, tjenester, tid sammen, gaver og anerkendende ord som kærlighedssprog. Som regel har du et primært og et sekundært kærlighedssprog. 

Mit kærlighedssprog er fysisk berøring. Jeg elsker at blive nusset, at selv give opmærksomhed ved at røre og har heldigvis venner og veninder, hvor det er helt naturligt at vi rører, kysser og krammer og ligger/sidder op af hinanden. 

Jeg visner når jeg ikke bliver berørt.
Både fordi det er mit kærlighedssprog men også fordi berøring er en måde, hvorpå vi forbinder os til andre.
Det er eksempelvis utænkeligt at forestille sig et spædbarn, der ikke bliver rørt ved, holdt om og lagt op på brystet af sine forældre.
For at kende kærlighed, connection, tryghed, ro og lykke. 

Når vi rører ved hinanden, udløses blandt andet hormonet oxytocin.
Og det er et ret crazy hormon, der virkelig kan nogle tricks. 
Først og fremmest snakker det med hjernens belønningscenter og stimulerer følelser som lykke, glæde og lyst. Det er det hormon, der giver os lyst til at forbinde os med hinanden. 

Nogen vil endda påstå at hormonet er skabt, således at vi får lyst til at forbinde os med et andet menneske, længe nok, til at vi når at reproducere os selv.
Set fra en Darwinistisk tilgang, giver det i hvert fald meget god mening, at naturen har hjulpet os sådan :) 

Jeg er kort sagt fan af Oxytocin.
Og berøring.
Men som single, kan det alligevel være svært at få mit behov dækket. 

Cuddling for en single

Da jeg kommer ind til Brian, snakker vi kort sammen. Han har på forhånd sendt nogle etiske regler til mig, som blandt andet vender at det ikke er en seksuel kontakt.
Hvilket egentlig er meget rart, for tankerne om hvorvidt det er en moderniseret udgave af Søren Ventegodt og hans teknikker, har da strejfet mig. Men det er totalt professionelt. 

En del af snakken, er også defineringen af hvad der føles ok og hvad der ikke gør.
I stedet for at jeg kan sige ‘det er ok’, bruger de en farveskala, som faktisk giver rigtig god mening.
Hvis noget er hvidt, er det lidt kedeligt. Hvis det er gråt er det ok og er det sort, er det ikke.
Og så er der de forskellige toner at bruge og det fungerer sindsygt godt. For mig, var det meget trygt. 

Hvordan starter cuddling?

Vi starter med en øvelse stående hvor Brian beder mig først stille mig, hvor jeg ville normalt overfor ham. Altså der hvor jeg er tryg.
Og så skal jeg gå baglæns, til et sted hvor jeg synes det er ‘uinteressant’ at være.
Og omvendt, frem imod ham, til jeg står et sted hvor jeg er i mørkegrå zone.
Baseret på der hvor jeg har stået, ved han blandt andet hvor hurtigt han kan ændre position og ‘greb’ og hvor mine grænser indledningsvist går. 

Og så beder han mig finde mig tilpas på madrassen. Enten liggende eller siddende, men et sted hvor jeg slapper godt af. Der er puder og tæpper, så det kan blive komfortabelt og hyggeligt. 
Jeg ligger mig på siden.
Brian sætter sig op af mig, så hans ryg har kontakt til min mave og så starter han med at nusse mig i håret. 

Arhmen, hold nu kæft - det er så dejligt! 

Og der går ikke særlig længe før jeg finder ro i at der er en fremmed mand der rører mig.
Jeg har bedt om en tryg/rolig/wellness cuddling - der kan være forskellige former, men jeg har brug for at komme ned i gear. Så det har jeg bedt om.
Vi skifter lejlighedsvist stilling og jævnligt spørger Brian hvilken farve jeg er i. Og svarer jeg hvidt, kommer han lidt tættere på og så fremdeles. 

Kender du det… nogen gange kan jeg næsten skrige efter at en mand bare ligger sig oven på mig. Ikke seksuelt eller noget, men bare vægten af et andet menneske. Det er så rart.
Og måske næsten som om Brian har læst mine tanker, får jeg det. Vægten fra et menneske, der vil mig det godt, uden at der er noget seksuelt på spil. 

Det holder max. 

Hvorfor er det svært at tage til cuddling?

Vi snakker lidt efterfølgende og snakken falder blandt andet på, hvorfor det for mange kan være svært at tage mod til at prøve cuddling?
Der er ingen tvivl om, at den kontaktform jeg har fået sammen med Brian, minder mest om det jeg har med kærester og elskere. Og måske er det et tabu og sige højt at man betaler for fysisk kontakt, når man er single, fordi der ikke er nogen til at dække ens behov?
Og så er det mere ok at gå til en massage og sige at det er forbi man har ondt i nakken?

Det synes jeg er ærgerligt.
Vi er så berøringsangste i vores samfund. Så bange for at enhver berøring er en seksuel invitation eller overskridelse af grænser.
Men berøring er essentiel for vores trivsel som mennesker. 

Så et stort high five fra mig til cuddling - jeg synes det holder max og hvis du går og savner berøring og et trygt rum, så tjek Cuddling Institute for mere info og booking - du kan både vælge en mandlig og en kvindelig cuddler. 
En session af 60 minutter koster 650,-. 

Lad os røre mere ved hinanden. Flere kram, kys og kærlighed! 

Så tror jeg, og kald det bare naivt, at verden bliver til et bedre sted. 

Kærlig hilsen 

Kirk Rønler