Jeg skal til cuddling, oh shit!?

Follow

Hvad fanden er cuddling egentlig? 
Er det en slags professionel nusseseance? 
Er det et skalkeskjul for en moderniseret Søren Ventegodt metode? 
Skal jeg forvente en happy ending? 
Hvad hvis jeg bliver tændt undervejs? 
Eller 'åh, gud', begynder at flæbe? 

 

I dag skal jeg til cuddling. 
Hos Brian via Cuddling Institute på Cuddling klinikken i Holbergsgade. 
Det er igennem mit samarbejde med Lucy Vittrup at jeg tester cuddling. 

Hvad skal jeg forvente af Cuddling?

Jeg ved det egentlig ikke helt. Og så alligevel. 
For det er ikke for meget at kalde det professionel nus. 
Eller professionel berøring. 

Og hvis der er noget Lucy og jeg er enige om, så er det at vi i dagens Danmark er blevet berøringsangste. At vi er bange for at hvis vi tager en kærligt på skulderen, forlænger tiden vi krammer, eller nusser en anden venligst på ryggen, at så er det en seksuel berøring. 

Berøringen i sig selv er blevet seksualiseret. 

Jeg har ikke til intention at debatere hvorfor berøringen er blevet seksualiseret, det er der andre der gør rigtig godt. 
Men! 
Jeg vil gerne slå et slag for at vi rør mere ved hinanden. Fysisk. 
Uden at det er seksuelt. 
Vores livsglæde, lyst, energi, mm., vækkes og tilfredsstilles igennem berøring. 
Når vi rør ved hinanden, udløses hormonet oxytocin, som er det hormon der giver os lyst til at forbinde os til hinanden. Det giver tryghed. 
Uden berøring visner vi. 

Hudsult og hudliderlighed

Jeg er fan af berøring. Både at modtage berøring og at give. 
Det kan faktisk næsten give mig ligeså meget at være omsorgsfuld overfor et andet menneske, som det kan, for mig, at læne mig tilbage og bare tage imod. 

I perioder er der ikke så meget berøring i mit liv. 
Det tror jeg er ganske normalt for singler. 

Jeg har heldigvis veninder og venner som er meget fysiske og hvor det er normalt at sidde op af hinanden, røre, nusse, kramme og kysse. 
Jeg elsker det. 
Og jeg har heldigvis et job i dag, som danselærer, hvor jeg er så heldig at få og give mange kram i løbet af en uge. Og så endda tit i svedigt dansetøj med glade kvinder som givere og modtagere. 
Det er fantastisk. 
Det var der sgu ikke meget af, da jeg vimsede rundt i stilletter på reklamebureau og var arty farty.
Og nogen gange, i perioder med meget hudsult i mit liv, kan jeg, i et meget ærligt øjeblik, tage mig selv i at ligge den ekstra dyne jeg har, som om det var et menneske, som jeg ligger og putter op ad.  

Vi taler om at hudsulten aldrig har været større i Danmark, end den er nu. 
Du ved, den følelse, når du længes efter berøring. 
Den kender jeg.
Og jeg kan føle mig så ensom, når jeg ikke bliver rørt ved. 
Det påvirker mit humør, min lyst til at være social og min selvopfattelse og ikke mindst selvværd. 

Men når det har varet rigtig længe, uden kontakt, så bliver jeg hudliderlig  - det er min egen term, men feel free til at låne den. 

Jeg havde for nyligt fornøjelsen af en weekend date med en dejlig mand. Uhm! 
Som heldigvis også havde fysik som kærlighedssprog.  
Og så bliver jeg ligesom en lille koalabjørn, der bare hænger fast på ham så længe han er i nærheden. 

Haps! 

Fordi det fylder mig så meget op. 
Uden at det behøver at være en seksuel berøring. 

En anden lækker date og møde med en mand, som også har fysik som kærlighedssprog, blew my mind så meget at jeg på et tidspunkt fik lyst til at råbe 'jeg elsker dig' ud over byens tage. 
Altså ikke fordi jeg elsker ham.
Men fordi det at få fyldt så meget op i berørings-kærlighedstanken gør mig så sindsygt glad og giver mig lyst til at connecte med det andet menneske. 

Det er ret vildt. 

Og så er det en vidunderlig måde at komme ned i parasympastisk nervesystem. 

Så nu pakker jeg min taske og drøner ind til Brian og prøver cuddling af. 
Læs med på bloggen, inden længe, kommer der en anmeldelse :) 

Kærlig hilsen 

Kirk Rønler